Anklagerens vidne (1957)

Billy Wilder giver Alfred Hitchcock baghjul i denne geniale udgave af et af Agatha Christies skuespil. Forfatterinden sagde selv, at det var den bedste Christie-filmatisering af alle, og når man har set filmen, er man tilbøjelig til at give hende ret.

Uden på nogen måde at skubbe retssalsdramaet i baggrunden tilfører Wilder historien nye dimensioner og masser af comic relief ved at gøre forsvarsadvokaten Sir Wilfred (Charles Laughton) til hjertepatient og give ham en emsig sygeplejerske (Elsa Lanchester, Laughtons kone i det virkelige liv). Laughton sprudler i rollen og stjæler rampelyset konstant, og det kan ikke undre, at det gav ham en oscarnominering.

Opfinderen Leonard Vole (Tyrone Power) bliver venner med en velhavende og barnløs ældre kvinde, Emily French, som tydeligvis flirter med ham, og selv om Vole er gift, flirter han tilbage i håb om, at hun måske vil støtte en af hans opfindelser økonomisk. 

Men så bliver Emily French fundet myrdet. Vole er en oplagt mistænkt, fordi Emily netop har ændret sit testamente og efterladt alt til ham. Der er andre indicier, som peger på Vole, men han siger, at han ikke kender noget til testamentet. 

Til undsætning kommer Sir Wilfred, Englands bedste forsvarsadvokat, der tror på Voles forklaring og også taler med hans kone, Christine (Marlene Dietrich), som bakker op om Leonards historie. Sir Wilfred tager sagen og indvilliger i at gå på pension efter denne sidste retssag. 

Og så tager sagen ikke bare én, men flere drejninger, som ikke skal røbes her. 

Fantastisk skuespil, fantastisk instruktion, fantastisk historie. Det kan simpelthen ikke gøres bedre.