QEDA (2017)

De mange gode anmeldelser af denne film viser præcis, hvor vi har de danske anmeldere, og hvorfor jeg ikke kan tage dem alvorligt. De falder på røven, bare det er dansk og ligner noget fra det store udland, og kommer i bukserne, bare det lugter en smule af arthouse. Begge kriterier er opfyldt her, og så skide være med, at historien er det reneste, skæreste vrøvl. Det skal forestille science fiction, men som fiktion er det ualmindelig dårligt fortalt, og science er det dæleme ikke. QEDA er et akronym, der står for Quantum Entangled Divided Agent. Quantum entanglement er et begreb, der handler om subatomare partikler, ikke mennesker, og som i øvrigt hedder kvantesammenfiltring på dansk, ikke entanglement udtalt på valbyfransk som i filmen. At filmskabernes viden også halter på det lokalgeografiske område finder man hurtigt ud af, da de udnævner Kronprinsessegade til Gothersgade og prøver at bilde os ind, at Ørstedsparken er en del af Kongens Have. En agent tager fra 2095 tilbage i tiden til 2017 for at forhindre en klimakatastrofe og redde sin syge datter og møder dennes tipoldemor som ung (Det er altså lykkedes den familie at fremavle fem generationer i løbet af 78 år. Godt gået). Han bliver hængende og glemmer ganske uforklarligt alt om sin døende datter (måske fordi han skal koncentrere sig om at levere pseudointellektuel voice-over på ruc-dansk), og hans anden kvantesammenfiltrede halvdel tager tilbage for at hente ham …

Historien, logikken og videnskaben halter noget så grusomt, og selvhøjtideligheden er så tæt, at man kan skære i den (når man er færdig med at brække sig), men cgi-billederne af det fremtidige, oversvømmede København er flotte; derfor 1 i stedet for 0 point. Skal jeg sammenfatte det hele i én sætning, bliver det endnu en gang “Arthouse-bullshit maskeret som science fiction”. Gid folk med kunstneriske ambitioner dog ville holde snitterne fra mine yndlingsgenrer, som de i den grad er med til at give et dårligt ry.