Det her er ikke bare en historie for skaknørder som undertegnede, men for alle. Det er den klassiske fortælling om taberen, der ender som vinder. Den grimme ælling, der bliver til en svane. Den fattige immigrant, der ender som millionær. Askepot, der får sin prins. Rocky, der står distancen mod Apollo Creed.

Serien, der er lavet efter Walter Tevis' roman af samme navn, handler om den forældreløse Beth Harmon, der tidligt i sit liv havner på et børnehjem efter at have overlevet den bilulykke, der kostede hendes mor livet. Her opdager hun, hjulpet af en gammel pedel, at hun har talent for skak, og så ruller historien ellers derudad, og man skal ikke være synsk for at regne ud, hvordan den ender. Men det, der hæver fortællingen over et utal af andre, er udførelsen ─ persontegningen, scenografien, tidsbilledet. Vi er tilbage i tressernes USA, og alt virker aldeles autentisk. I syv afsnit følger vi ikke alene Beth på hendes rejse mod stjernerne, men lærer også hvert eneste af de mennesker, hun møder på sin vej, at kende til bunds. Det er fandens godt drejet, og sidste afsnit er nok noget af det mest spændende og følelsesmæssigt medrivende, jeg nogensinde har set. Anya Taylor-Joy, kendt fra titelrollen i “The Witch” (som jeg slet ikke brød mig om) er et fund til rollen som Beth, og hele ensemblet er i det store og hele perfekt castet.  Der er meget få falske toner her.

Anmeldelse: The Witch: A New-England Folk Tale

1 ud af 5 sorte geder. Arthouse-gylle. Halvanden time jeg aldrig får igen.