Soul (2020)

Pixars nyeste tegnefilm er tilladt for børn over 6 og fabulerer over, hvad der sker, når man dør. Den postulerer mod al evidens, at vi mennesker har en sjæl, som lever videre efter døden, og er dermed med til at gøde jorden mellem de søde smås ører for en hårdnakket myte, der er basis for det, Karl Marx kaldte “opium for folket”. Men pyt, skaden er jo allerede sket, eftersom deres forældre for længst har bildt dem ind, at der er en Gud, og at de kommer i himlen, når de dør.

Nå, så fik jeg det klemt ud mellem sidebenene. Lad os nu kigge på filmen. En klaverspillende musiklærer, der er bidt af jazz, får en chance for at komme til at optræde sammen med sit store idol, saxofonisten Dorothea Williams. Beruset af lykke går han hjem gennem New Yorks gader, hvor han træder forkert og falder ned i et åbent mandehul og slår sig (næsten) ihjel. Han er i hvert fald død nok til at få en ud-af-kroppen-oplevelse og havner i limbo/limbus/skærsilden eller hvad man nu skal kalde himmeriges forgård. Vi følger med andre ord hans sjæls genvordigheder, indtil han igen får lov til at vende tilbage til livet (og så siger jeg ikke mere). 

Filmen undgår behændigt at nævne noget om religion ud over at påstå sjælens eksistens, men forsøger alligevel at filosofere over, hvorfor nogle er onde og andre gode og somme ikke kan finde sig selv, og det er da fint nok. Animationsstilen kan deles op i to: Jordelivet, skildret i en fantastisk streg, og efterlivet, tegnet i samme gyselige stil som “Inderst inde” (også instrueret af Pete Docter), en populær film, som jeg personligt hader af et godt hjerte. Så langt vil jeg dog ikke gå her, blot tilføje, at jeg var lige ved at stå af under den første, ret kedelige efterlivshalvdel, men holdt heldigvis ud, for den semirealistiske stil vender tilbage og gør resten af filmen sjov, rørende og seværdig. Der er rigtig god jazzmusik undervejs (tror jeg nok, for jeg er ikke til jazz), og animationen er som sagt pragtfuld, når den ikke er stiliseret.