Moonfall (2022)

Denne Emmerich-film er betydelig bedre end sit rygte, og jeg ville egentlig gerne give den en højere karakter, men selv om instruktøren givetvis er klar over, at han er ude på overdrevet, og at hans fans elsker det, er der så meget sludder og vrøvl og tåkrummende følelsesporno ind imellem de fantastiske cgi-sekvenser, at det altså kun blev til 3½. Men sæt popcorn over, læn dig tilbage, slå hovedet fra og nyd endnu en rutsjebanetur fra Roland Emmerich. Jeg kedede mig i hvert fald ikke. Det var der slet ikke tid til, for filmen er én lang kæde af action-højdepunkter. Jeg var lidt overrasket (og i starten irriteret) over, at hovedrollen som konspirationsteoretikeren Dr. Houseman var tildelt en mig tilsyneladende ukendt skuespiller, en krydsning af Aaron Paul og Jack Black, som viste sig at være John Bradley (ham, der spillede Samwell i Game of Thrones). Han er filmens allestedsnærværende comic relief, og de mere alvorlige sekvenser håndteres af astronautveteranerne Halle Berry og Patrick Wilson, begge fraskilte med børn, der naturligvis er i konstant livsfare nede på Jorden, så der er noget at krydsklippe imellem. Er det mig, der husker forkert, eller er skilsmissefamilier ikke et fast tilbagevendende tema hos Emmerich? Der er masser af guf til sf-nørderne her. Grundideen er faktisk rigtig god: At Månen begynder at nærme sig Jorden og i virkeligheden er en Dysonsfære med en hvid dværg i midten, konstrueret af … ja, det skal jeg ikke røbe. Men der er genbrugt ideer og effekter fra både "2012", "The Day after Tomorrow", "Independence Day" og andre tidligere værker af katastrofefilmens ubestridte mester, som faktisk også kan lave seriøse ting som “Anonymous” om Shakespeare og “Midway” om flådeslaget i WW2, efter min mening hans hidtil bedste film. Når han igen og igen vender tilbage til spektakulære katastrofer, er det jo nok, fordi de sælger bedre.