Oppenheimer (2023)

Christopher Nolans biopic om fysikeren J. Robert Oppenheimer, der fik tilnavnet "atombombens fader", er en flot film, der har fået vildt gode anmeldelser, både på Imdb, hvor scoren i skrivende stund er 9.0 (lige så højt som Nolans egen "Dark Knight"), og Rotten Tomatoes, hvor både kritikere og publikum ligger på 94 %. Jeg vil dog tillade mig at dryppe lidt malurt i bægeret og sige, at den med sine tre timer ikke bare er lige lovlig lang, men alt for lang. Jeg vil vove at påstå, at den ville have været endnu bedre, hvis rammefortællingen, der ender med at stjæle opmærksomheden fra hovedhistorien, havde været en time kortere.

Hovedhistorien er naturligvis fortællingen om udviklingen af det dommedagsvåben, der siden 1945 og formentlig til evig tid vil hænge som et damoklessværd over alles hoveder. Vi følger Oppenheimer (Cillian Murphy) professionelt og privat, fra han som ung professor møder Albert Einstein og Niels Bohr og dyrker omgang (og sex) med jævnaldrende kommunister, til han hyres af militæret og opnår verdensberømmelse med bomberne over Hiroshima og Nagasaki og erkender, hvad det er for et uhyre, han har skabt.

Rammefortællingen beskriver en høring, der i 1954, midt i McCarthyismens æra, ender med, at Oppenheimer bliver frataget den sikkerhedsgodkendelse, militæret gav ham under krigen, da han blev chef for Manhattan-projektet. Som sagt er den alt for lang, og det er efter min mening rigtig ærgerligt, at denne fremragende film ender med tidsrøvende politisk tovtrækkeri og snak, snak, snak om, hvorvidt Oppenheimer var kommunist eller ej. Hans degradering kunne faktisk blot have været nævnt med et slutskilt, som også kunne have fortalt os, at han i 1963 blev taget til nåde igen under John F. Kennedy. Men denne langstrakte faux pas giver om ikke andet Robert Downey Jr. en chance for en birolleoscarnominering for sin fremragende præstation som Lewis Strauss, chefen for Atomenergikommissionen, der af personlige grunde ønskede at få Oppenheimer ned med nakken.

Der er i det hele taget masser af oscarmateriale i filmen, som jeg spår nomineringer i omtrent alle kategorier. Murphy fortjener helt sikkert en statuette for sin sikre portrættering af Oppenheimer, og Emily Blunt bør også hædres for sit portræt af hans hustru Kitty. I køen står ligeledes den allestedsnærværende Florence Pugh (som Oppenheimers elskerinde) og Josh Hartnett, Kenneth Branagh, Matt Damon, Jason Clarke, Rami Malek og mange andre stjerner. Klip, cinematografi og musik er også af højeste karat. Det er en grandios film, Nolan har begået denne gang.