Gal Gadot spiller en kvinde, der er ude på sin sædvanlige løbetur, da telefonen ringer. I den anden ende er en mand spillet af Damian Lewis, og han har hendes søn som gidsel. Hvis hun vil se drengen i live igen, skal hun gøre præcis, hvad hun får besked på. Det indebærer blandt andet, at hun skal løbe otte kilometer gennem London for at myrde en mand, Lewis af forskellige årsager gerne vil have ryddet af vejen. Og hun skal løbe. Ikke tage en taxi, ikke hoppe på en bus og helst heller ikke finde på noget selv. Lewis bestemmer ruten og holder øje med hende undervejs.

Det er en glimrende præmis for en thriller, og i hænderne på Kevin Macdonald bliver den også overraskende effektiv. Macdonald begyndte sin instruktørkarriere som dokumentarist og vandt en Oscar for 'One Day in September', inden han blandt andet lavede spillefilmen 'The Last King of Scotland', der sikrede Forest Whitaker en gylden statuette. I 'The Runner' benytter han en slags cinéma vérité-metode, hvor Gadot sendes løbende gennem det virkelige London, mens skjulte kameraer følger hende på afstand. Ifølge pressematerialet er mange af de mennesker, hun passerer, almindelige forbipasserende, som ikke ved, at de befinder sig midt i en filmoptagelse. Det giver billederne en umiddelbarhed og nervøs energi, som en gade fyldt med statister næppe havde kunnet levere, samtidig med at vi ser den veltrænede Gadot i stramt tøj fra enhver tænkelig vinkel.

Og det virker. Filmen bevæger sig næsten konstant, London lever omkring Gadot, og Macdonald får en hel del suspense ud af den simple situation. Gadot hjælper ham godt på vej. Hun er ofte blevet beskyldt for at være en temmelig stiv skuespiller, men her leverer hun efter min mening sin hidtil bedste præstation. Hun er troværdig som en rædselsslagen mor, der samtidig skal holde hovedet koldt og forsøge at finde en vej ud af en umulig situation.

Problemet er bare, at publikum helst ikke skal begynde at tænke.

Lewis' forklaring på den otte kilometer lange løbetur er, at han på den måde kan holde øje med hende - via telefonens GPS, må man formode. Men det kunne han også, hvis hun satte sig ind i en taxi. Eller han kunne sende en medskyldig med hende. Eller, nu vi er ved det, kunne han sætte en medskyldig til at skyde det tiltænkte offer og dermed helt slippe for at kidnappe en dreng og presse hans mor til mord gennem en plan så kompliceret, at den nærmest aktivt arbejder imod ham selv.

Man må altså acceptere, at Lewis' figur på én gang er udspekuleret nok til at arrangere hele affæren og dum nok til at vælge den mest klodsede fremgangsmåde, man kan forestille sig. Det er et temmelig stort problem, når hele filmen står og falder med netop hans plan.

'The Runner' er blevet totalslagtet af mange anmeldere, hvilket forekommer mig urimeligt. Gadots israelske baggrund og politisk modvilje mod hende kan muligvis have spillet ind i noget af modtagelsen, hvad der naturligvis er svært at dokumentere, men filmen har rigeligt med problemer på egen hånd. De ligger bare først og fremmest i manuskriptet, ikke i udførelsen.

For som ren spændingsfilm fungerer 'The Runner' faktisk fint. Den er levende, velspillet og teknisk særdeles vellykket, og Macdonalds dokumentariske metode giver den en identitet, som de fleste samlebåndsthrillere mangler. Så længe man løber med Gadot, er det ganske spændende. Det er først, når man bruger hovedet og begynder at tænke over, hvorfor fanden hun absolut skal løbe – under et tidspres, der kunne være løst med en cykel eller et løbehjul – at filmen falder helt fra hinanden.

Cinéma verité

Højpandet diskussion af anmelderfaget til benefice for de usømmeligt intelligente forbrugere af anmeldelser. Ja, dig!