'Redux Redux' åbner med en stærk og lovende grundidé: Efter tabet af sin fjortenårige datter går Irene ved hjælp af klodset, men funktionsdygtig teknologi på hævntogt gennem et væld af parallelle verdener. I hvert univers opsøger hun den samme forbryder i håb om at finde blot én virkelighed, hvor datteren stadig lever.

Efter hundredvis af dimensionsrejser er missionen tømt for håb. Irene er blevet en udbrændt, nærmest mekanisk hævner, der dræber sin datters morder et utal af gange, men filmen ændrer kurs, da hun møder den forældeløse teenager Mia, og fortællingen begynder at kredse om relationen mellem de to: et forsøg på at finde mening, forbindelse og måske en ny form for ansvar i en verden præget af vold og tab.

Filmen er underholdende nok undervejs, men formår ikke i længden at forløse sin egen idé, og en fantasiløs og sjusket slutning med unødvendige plothuller vælter læsset. Hvad der kunne have været en skarp og tankevækkende science fiction-thriller, ender med at virke ufærdig i et afgørende øjeblik. 

Tempoet er også for ujævnt. Nogle scener trækker ud uden at tilføre karakterdybde, mens andre centrale øjeblikke hastes igennem, hvor de burde have haft mere plads. Spændingen når derfor aldrig helt at sætte sig, og den følelsesmæssige involvering forbliver begrænset.

Skuespillet er bundsolidt, især Michaela McManus i rollen som Irene – selv om det er svært helt at acceptere, hvor velholdt hun fremstår efter hundredvis af opslidende likvideringer. Præstationerne kan dog ikke opveje et manuskript, der savner strammere konstruktion og klarere indre logik.

Idéen er god. Filmen formår bare ikke at binde en troværdig slutsløjfe.