Ren Faire (2024)

Nogle usympatiske mennesker i et Texansk forlystelsesland spiller endnu mere usympatiske udgaver af sig selv i en art docusoap, der er halvt virkelighed, halvt fiktion. Kayfabe?

Chefen for Texas Renaissance Faire, KIng George, vil sælge sit imperium og bruge den frigivne tid og de frigivne penge på, som 84-årig, at jage ca. 50 år yngre pengetørstige kvinder. Han bor, led, alderdomssvækket og ensom, i en rædsel af et overpyntet hus. Med stakke af selvhjælpsbøger og aforismer og bonmots. King George bruger det meste af sin tid på at igangsætte og nyde magtkampe mellem de højtrangerende tabere på den giftige arbejdsplads, han har skabt. Lidt ligesom vor hjemlige Simon Spies.

Jeff er hans administrerende direktør. Tyk, underdanig og trofast. Altid klar med en forklaring på hvorfor chefens onde luner og påfund må skyldes chefens store indsigt.

Louie ligner mere en reel kronprins. Frisk og dynamisk og klar til at betale dyrt i ydmygelse og dollars for at kunne overtage tronen.

Og ude på sidelinjen venter Darla, den kontrollerede powerkvinde, også på sin mulige forfremmelse/overlevelse.

Det er noget af et arbejdspladsdrama. Succession, Pingvinen og Wolf Hall møder Tiger King.

Ren Faire fungerer faktisk ok som arbejdspladsdrama og iscenesat reality-tv. Noget dårligere som en spændende historie. For nok fascinerer de falske og farverige mennesker i den falsk og farverige verden. Men det meste af tiden ønsker man bare at komme væk fra dem og deres rædselsfulde, perfektionistisk tomme chef.