Man venter længe på, at noget for alvor skal ske i 'Skakmat'. Først efter omtrent en time ser vi et mistænkeligt dødsfald, og plottet tager en spinkel drejning. Men selv med et forsinket mord som katalysator løfter filmen sig aldrig fra jorden.

Hovedproblemet er manuskriptet. Man fornemmer, at hensigten har været at gøre privatdetektiven Harry Moseby (Gene Hackman) til det egentlige omdrejningspunkt, mens selve mysteriet skulle spille andenviolin. Og det mærkes. Størstedelen af filmen går med at betragte Harrys ægteskabelige kvaler og hans mistrøstige verdenssyn, som bliver udpenslet i en grad, der hurtigt tærer på tålmodigheden.

Det kriminalplot, der trods alt ligger og bobler i baggrunden, får forbløffende lidt spilletid. Flere tråde hænger og dingler, når rulleteksterne melder sig, og helhedsindtrykket bliver rodet – en usikker balanceakt mellem karakterstudie og krimigåde, som aldrig rigtig lykkes.

Visuelt ligner det en tv-film fra halvfjerdserne, og det gør musikken også: syntetisk, anonym, som hentet fra et tilfældigt arkiv.

Hackman spiller som altid rigtig godt. Man kunne kalde filmen en énmandsforestilling, hvor resten af rollelisten mest fungerer som kulisse for Mosebys triste selvransagelse. Hvis man er Hackman-fan, er tiden ikke nødvendigvis spildt, men hvis man vil se filmen for plottets skyld, bliver man dybt skuffet over filmens hav af løse ender.