James Gunns 'Superman' (2025) markerer en frisk start for DC-universet – ikke som reboot i klassisk forstand, men som en slags opfindsom ommøblering af figurer og prioriteringer. Vi får ingen lang oprindelseshistorie. I stedet åbner filmen med en kort tekstsekvens, hvor det hurtigt konstateres, at Superman kommer fra en anden planet og voksede op hos bønder i Kansas – og så bliver vi ellers kastet direkte ud i handlingen.

Superman er altså en etableret helt lige fra starten, hvor vi møder ham midt i en konfrontation med en fjende, Ultraman (som vi ikke rigtig får at se før senere), der med et velrettet slag sender vores helt til tælling på Sydpolen, hvor han bliver reddet af den totalt uregerlige superhund Krypto. En fin indledning, der føles som en kombination af stiløvelse og leg med mytologien.

Så dukker Daily Planet kortvarigt op, men uden vægt: Clarks hemmelige identitet spiller ingen rolle, for Lois Lane kender den allerede, og de er kærester lige fra begyndelsen. Der er ingen klassisk spænding eller romantisk kispus, men til gengæld en tydelig kemi mellem de to – og det er en af filmens styrker.

David Corenswet er et velvalgt bud på den nye Superman. Han forlener figuren med varme og værdighed og viderefører tydeligt arven fra Christopher Reeve – med charme og et vist oldschool-glimt i øjet, men uden at blive parodisk. Han formår at skifte troværdigt mellem Superman og Clark Kent, og hans samspil med Rachel Brosnahan som Lois Lane er både gnistrende og autentisk. Brosnahan er et fund til rollen: kvik, jordnær og handlekraftig uden at miste sin menneskelighed. Hun er ikke nogen hjælpeløs damsel in distress, men aktivt medvirkende i det endelige opgør. Parrets forhold er et af filmens mest velfungerende elementer.

Til gengæld er hovedhandlingen svag. Nicholas Hoult som Lex Luthor er en nedtonet og teknokratisk version af figuren, der savner både pondus, humor og psykologisk dybde. Motivationen – at han bare vil overgå Superman – fremstår vag og underudviklet, og man savner den truende karisma, som Gene Hackman og Kevin Spacey tidligere har givet figuren. Hoult er ikke decideret dårlig, men han fylder for lidt som skurk.

Der er efter min mening også for mange superkokke om maden. Ud over Kal-El fra Krypton møder vi fire andre helte: Guy Gardner (Green Lantern med attitude og grydehår), Hawkgirl (der dog ikke får meget at lave), Metamorpho og Mr. Terrific. Dette B-hold er givetvis et bevidst, men lidt farligt valg, som giver filmen særpræg, ja, men ikke alle figurer får plads nok til at give mening. Metamorpho, som jeg altid har hadet, er stadig lige så kikset som i tegneserierne og udelukkende med, fordi Luthor kan bruge ham til at lave kryptonit. Til gengæld har den forholdsvis ukendte Mr. Terrific en større rolle, hvorimod Hawkgirl kun brillerer i én scene mod Luthors østeuropæiske marionetleder, fint spillet af Zlatko Burić (oligarken fra '2012'). 

Der er bestemt lyspunkter. Actionscenerne er velkoreograferede og realistiske – Superman får faktisk tæv og blå mærker, hvilket bestemt klæder figuren. Brugen af John Williams’ klassiske temamusik er respektfuld og velplaceret. Og så er filmen simpelthen flot: Billedsiden er lysere og mere kulørt end Snyders univers.

Som prikken over i’et får vi til sidst et kort, men bemærkelsesværdigt glimt af en uventet supergæst (se spøjlerfeltet), der måske varsler en kommende fortsættelse og udvidelse af universet i ny retning. Det er elegant plantet og vækker nysgerrighed.

Alt i alt er 'Superman' (2025) en blandet oplevelse. Den er ikke dårlig – men pænt ujævn. Den forsøger at kombinere gammelt og nyt, alvor og kitsch, ensemble og solist. Det lykkes delvist, men ikke hele vejen. Filmen bæres af Corenswet, Brosnahan og ikke mindst Krypto – men tynges af en svag skurk, overflødige bipersoner og et plot, der aldrig helt samler sig. Richard Donners film fra 1978 er stadig den bedste, og Reeves uniform var pænere. Hvorfor hulen skal den nye være forsynet med en grim krave?