Filmen er en overbevisende debut fra de australske brødre Danny og Michael Philippou, som tager det fortærskede tema "ånden i glasset" op fra en ny og spændende vinkel. Hovedpersonen er den unge Mia (Sophie Wilde), som aldrig er kommet sig over tabet af sin mor, der et par år tidligere begik selvmord ... eller var det et uheld? En af Mias venner har fået fat i en mumificeret hånd, som efter sigende stammer fra en clairvoyant, som angiveligt kunne kommunikere med afdødes ånder, og Mia vil gerne i kontakt med sin mor ...

Jeg vil ikke røbe mere her, men filmen er blevet et kritikerhit, fordi de australske brødre har vildt godt styr på alle genrens (og filmkunstens) tricks og virkemidler, og vi taler ikke om cgi, som de afstår fra, men lys-, kamera-, og kliparbejde suppleret med en dygtig cast og ikke mindst et begavet og nøje gennemarbejdet manuskript, hvis vinkel gør, at selv jeg, der ikke tror på ånder og normalt falder i søvn til den slags, blev suget ind i historien, der (næsten) lige så godt kunne handle om ubearbejdede traumer i hovedet på en sorgramt teenager. Det betyder ikke, at vi undgår fysiske ubehageligheder. Tværtimod er filmen ekstremt blodig sine steder, men det er på den gode, gammeldags måde, og jeg bruger kun ordet "god" som del af en kliché her.

Vi kommer med sikkerhed til at se mere til både Sophie Wilde og brødrene Philippou.