Vellykket blanding af actionkrimi og screwballkomedie med Kaley Cuoco i hoved- og titelrollen som Cassie Bowden, en dizzy blonde-stewardesse med et ordentligt læs lig i både lasten og selve historien. Handlingen er hentet fra en bog af samme navn, og genreklicheerne står i kø, men det hele er strikket ganske fermt og professionelt sammen. Cassie, der er mindst lige så alkoholiseret som Denzel i “Flight”, vågner en morgen (ligesom Jane Fonda i Sidney Lumets “Dagen derpå”) op med blackout i en dobbeltseng på et hotelværelse i Bangkok ved siden af en myrdet mand, som hun har dyrket kaninsex med hele weekenden. I stedet for at ringe til det thailandske politi (og det havde jeg nok heller ikke haft lyst til) fjerner hun nødtørftigt sporene og stikker vanen tro af fra problemerne, som naturligvis følger med til hjemlandet USA via Interpol. Og så går den vilde action ellers derudad i otte afsnit, krydret med flashbacks til barndommens traumer og indbildt snak med den myrdede mand. Dette kunstgreb (at gøre ofret til hendes sidekick og samtalepartner) er ret genialt og får historiefortællingen til at glide nemt og bekvemt, noget der ellers kan være svært i en filmatisering, hvor man jo ikke kan gå ind i hovedet på folk som i en bog. Der er masser af forviklinger og et par sideplots oveni, men det hele glider glat med gode cliffhangers undervejs, og vi får langsomt afdækket årsagen til Cassies alkoholisme og (måske) åbnet vejen til en løsning. Det er en flot produktion, der sine steder er klippet som en musikvideo, og musikken er også sej og leder sammen med titelsekvensen tankerne hen på Hitchcock, hvilket næppe er tilfældigt, selv om handlingen mindede mig mere om Stanley Donens “Charade”. Glimrende, ikke-dusinvareunderholdning til popcorn-aficionados. Der er i skrivende stund kommet en sæson 2.