Jeg finder Mad Max (1979) forholdsvis utålelig. Usammenhængende manuskript. Kedelige B-film troper. Lavt budget og uldne billeder.

Men den 2½ time lange dokumentar om produktionen af den lille B-film, er ganske fornøjelig. Hele holdet fortæller varme anekdoter fra optagelserne og roser hinanden.

Det bliver ganske fascinerende.

Filmamatører, 1970'erne, anarkistiske manuskripter, dårlig og dyr teknik, dødsensfarlige optagelser -  et kig ind i en forsvunden verden. Alle er meget mere professionelle nu.

Dokumentaren gjorde mig lidt venligere stemt over for Mad Max 1 og Mad Max universet, jeg af tids- og teknologimæssige årsager mødte i denne rækkefølge:

1. Mad Max 3 (Hmm, sej)
2. Mad Max 2 (Wow!)
3. Mad Max 1 (Øv!)
4. Mad Max 4 (Fed!)
5. Mad Max 5 (Hæh!)

Dokumentaren fortæller fint om inspirationen til Mad Max (omend den går lidt let hen over The Cars that Ate Paris af Peter Weir og Stone af Sandy Harbutt) og kunne næsten, men også kun næsten, få mig til at gense de 88 minutters ujævnhed Mad Max (1979) er.