The Substance (2024)

Dorian Gray møder Brundlefly i denne body horror-extravaganza af den franske auteur Coralie Fargeat, der lidt for ihærdigt prøver at gå David Cronenberg i bedene. 

Den begynder ellers meget godt med et skud, der skærer baggrunden ud i pap. En fortovsflise med en stjerne og navnet "Elizabeth Sparkle" lægges på Walk of Fame i Hollywood, og vi følger, hvordan den med tiden revner og forvitrer ─ en symbolsk beskrivelse af, hvad der også vil ske med den virkelige Elizabeth Sparkle, når tidens tand har gnavet længe nok i hende, og sidste salgsdato nærmer sig.

Men hvad, hvis man kunne forhindre aldringen og forblive ung? Elizabeth (Demi Moore), som har overhørt den klamme tv-producer Harvey (Dennis Quaid) sige, at hun ved at blomstre af, får fat i et stof, der lover netop dette, og pludselig står hun med en ung version af sig selv (Margaret Qualley), som hun kan "bruge" hver anden uge. Men hun glemmer at læse det, der står skrevet med småt i brugsanvisningen ...

Selv om Demi Moore stadig holder sig fantastisk, er hun i skrivende stund tæt på at fylde 62 og fortjener respekt og ros for at have kastet sig ud i denne krævende rolle, hvor hun viser sin krop fra enhver tænkelig vinkel. Og det samme gælder naturligvis Margaret Qualley (Andy McDowells datter, som vi husker fra 'Once upon a Time in Hollywood').

Filmen er mere fantasi end science fiction. Vi får intet at vide om teknologien bag forvandlingsprocessen, der virker vildt urealistisk. Men ideen bliver skåret ud i pap med nærbilleder, der intet skjuler, og vilde transformationer af både den ene og den anden art. Det er til tider temmelig ubehageligt at kigge på, indtil det desværre kammer helt over og bare er til grin. Den sidste halve time er et skoleeksempel på en fin idé, der totalspoleres af at blive kørt alt, alt for langt ud i hampen, for vi har faktisk fanget budskabet længe inden: 'There ain't no such thing as a free lunch'.

Kameraarbejdet og scenografien, der har lånt fra både Kubrick og Wes Anderson, er eminent. Men de forvandlingseffekter, der tydeligvis er et forsøg på at overgå Cronenberg (eller en hyldest til ham?) er simpelthen for meget her. Selv 'Scanners' skal lige parafraseres.

Anmeldelse: Once upon a Time ... in Hollywood

4 ud af 5 flammekastere. Fire femtedele af denne film er meget utarantinosk, hvis man altså tror, det er noget i stil med "Kill Bill" og "Inglourious Basterds" man skal se, om end der er en parallel til sidstnævnte voldsekstravaganza i slutningen. Optakten til...