Filmatiseret teater er en såre vanskelig disciplin, især når filmens manus (som her) er skrevet af den samme mand, som forfattede teaterstykket og ikke har formået at transformere projektet til det hvide lærred. På film kan man vise følelser med nærbilleder, hvor man på en scene er henvist til tale og kropssprog, og desværre er et væld af akavede og ganske overflødige replikker og fysiske reaktioner fra teaterversionen kommet med i filmen, så stort set alt kommer til at virke overspillet.

Historien handler om en grotesk overvægtig engelsklærers forsøg på at opnå forsoning med sin rebelske teenagedatter i den korte tid, han har tilbage af sit liv. Datteren blev som otteårig svigtet og forladt af læreren, der var blevet forelsket i en mandlig elev, som senere døde, og nu er han tynget af skyld og sorg nået til slutningen af et langt og pinefuldt grovæder-selvmord. Datteren fremstår som et menneskefjendsk uhyre, der hader alt og alle, især faderen, hvilket han konsekvent nægter at indse. Der er en (efter min mening) komplet overflødig sidehistorie med en ung kristen missionær, der hele tiden løber ham på dørene, men hans sygeplejerske, som er søster til den afdøde bøsseven og den fede mands eneste ven, er en vigtig person, som gennem dialog afdækker fortidens hændelser. Igen noget, som kunne være langt bedre fortalt gennem flashbacks, som ville have været en velkommen kontrast i en film, der næsten udelukkende foregår på den samme grå og kedelige lokalitet. Det er ikke for sjov, man har opfundet huskerådet “Show, don’t tell”.

Jeg er langt fra begejstret. Når jeg alligevel giver filmen hele tre point, skyldes det Brendan Frasers fantastiske præstation (som den tragiske tyksak), der i skrivende stund har givet ham en oscarnominering. Det er fuldt fortjent, ligesom det er fuldt fortjent, at hverken film, instruktør (Darren Aronofsky) eller manuskriptforfatter (Samuel D. Hunter) er blevet nomineret.

Addendum: Brendan Fraser fik minsandten sin hovedrolle-Oscar.