Uh, den er hård at se igennem.

Der er vel gammel tradition for at arbejdspladsen gerne må være udadfarende omkring at tage fat hvis/når "privatlivets" problemer påvirker evnen til en god arbejdsindsats, især omkring misbrug af fx alkohol. Men det har jo mest været når det var gået skævt længe nok til at en fyring var på tale, og yngre kvindelige medarbejderes sexliv vil nok ret sjældent være hindrende for arbejdsindsatsen, ud over måske hvis det fører til stor træthed :-)

Hr. Brinkmann skriver "Det moderne samfunds gave til mennesket var efter min mening den kile, der blev drevet ind mellem arbejde og fritid, professionelt virke og privat intimitet. Da man med industrialiseringen begyndte "at gå på arbejde" et andet sted end i hjemmet, opstod et frirum fra arbejdet, der gradvist er blevet større, hvor man ideelt er fri til selvudfoldelse.

Dette frirum risikerer at forsvinde, hvis man som Morten Albæk argumenterer for, at kærlighed og mening skal være en sag for arbejdspladsen. Det gør eksistentielle fænomener til en slags produktivkræfter, der skal sikre optimal performance. Hvis man skal elskes af sin chef - og vice versa - er der i mine øjne tale om en radikal markedsgørelse af menneskelig intimitet. Lad os hylde snarere end opløse grænserne mellem forskellige sfærer i livet. Som jeg ser det, er disse grænser garant for frihed, mening og værdighed. Kærlighed og produktivitet er to forskellige ting."

Chefen og den undergivne må selvfølgelig kunne tale om ting fra privatsfæren, der influerer positivt eller negativt på de 8 timers daglige arbejde. Men Aalbæks og Rashids hjertepillende og organinspicerende stil er lige en tand for meget til mig.