Aquaman and the Lost Kingdom (2023)

Aquaman and the Lost Kingdom foregår nogle efter at den første Aquaman-film sluttede. Arthur 'Aquaman' Curry (Jason Momoa) er nu lykkeligt gift med havpigen Mera (Amber Heard) og har fået sønnen Arthur Jr. med hende. Han skifter mellem at bo på landjorden sammen med sin far (Temuera Morrison) og at være konge i Atlantis - et arbejde der keder ham dybt. Han bliver dog hurtigt kastet ud i action, da hans gamle fjende Black Manta (Yahya Abdul-Mateen II) i en sunken by under Antarktis får fingre i en ældgammel, magisk trefork, som sætter ham i telepatisk kontakt med denne bys udøde, men fangne Kong Kordax (Pilou Asbæk). Kordax lover Black Manta magt til at hævne sig på Aquaman og ødelægge Atlantis, hvis blot han vil sørge for at befri Kordax og hans horde af udøde undersåtter.  Hvad kan egentlig gå galt med den plan?

Uklart af hvilken årsag kræver befrielsen at Manta brænder en masse Orichalcum-brændstof af, som virkelig sætter gang i den globale opvarmning. Det bliver derfor bydende nødvendigt for Aquaman at stoppe Manta. Til det formål allierer han sig med sin ellers fjendtligsindede halvbror Orm (Patrick Wilson) og en intelligent blæksprutte ved navn Topo. Og så går det ellers over stok og sten til ørkenfæstning, undersøisk piratby, monsterbefængt vulkanø og nedfrosset kongerige (jep - der er dømt fuld plade).

Stilen i filmen er fra starten lagt i et stærkt humoristisk leje ikke ulig de seneste Thor-film, med hip til Indiana Jones og de gamle eventyrfilm, som den serie er inspireret af. Langt hen af vejen er det en buddy-komedie, hvor Aquaman og Orm skal finde ud af at arbejde sammen om at redde verden og indsamle 'plotkuponer' undervejs. Plads til nogen særlig figurudvikling bliver der dog aldrig. Visuelt byder filmen på en masse kulørte  og ganske flotte computerskabte scenerier, som næppe kan kaldes banebrydende, men dog fungerer i sammenhængen. Momoa og Wilson spiller deres roller veloplagt, om end uden den store dybde, men de øvrige skuespillere får ikke meget plads til at udvikle deres figurer - heller ikke talentfulde skuespillere som Nicole Kidman, John Rhys-Davies og Randall Park.

Aquaman and the Lost Kingdom er ikke nogen stor film, og man behøver bestemt ikke se den i biografen. Men den fungerer udmærket som popcorn-film i sofaen en aften hvor hjernen ikke er til den store tænkning - og den slags film er der også brug for. Og så får filmen en ekstra halv blæksprutte for, ja, blæksprutten Topo, som er et morsomt indslag.