Steve McQueen spiller titelrollen som Frank Bullitt, en politimand i San Francisco, der får til opgave at beskytte et vigtigt vidne i en mafiasag. Da vidnet alligevel bliver forsøgt likvideret, forsøger Bullitt at finde ud af, hvordan det kunne ske, og hvem der stod bag. En magtfuld og småarrogant politiker (Robert Vaughn) blander sig hele tiden, men det er aldrig helt klart, hvad han vil. Handlingen slentrer af sted i 114 minutter, men den reelle spænding og fremdrift er stort set fraværende.

Der går næsten en time, før plottet overhovedet begynder at røre på sig, og først efter godt 80 minutter får vi den legendariske biljagt, som filmen siden er blevet kendt for. Indtil da følger vi Bullitt, mens han småslentrer rundt i sin lejlighed, køber ind, sidder ved ofrets sygeseng og skuler lidt hist og her. Jacqueline Bissett dukker op som hans kæreste, og det er vi da glade for, men det føles stadig som fyld.

Det hele er skudt med selvglade kamerainstillinger, der prøver at signalere stemning og alvor, men mest af alt dræner tempoet. Man forstår godt, at nogle blev revet med i 1968, men at filmen stadig omtales som banebrydende, er en prut i en spand ymer. Der var politi- og actionfilm før Bullitt, og der kom langt bedre film bagefter.

Bevares, biljagten gennem San Franciscos stejle gader er effektivt klippet og stadig seværdig. Men det er altså én sekvens i en film, der ellers kører i tomgang. 'Bullitt' forsøger at være cool og underspillet, men ender træg og tyndbenet. Dens ry er klart opblæst.