Dejlig historie om planlagt forældelse (som jeg selv har tænkt på at skrive i nogle årtier, men ikke fået lejlighed...
Dejlig historie om planlagt forældelse (som jeg selv har tænkt på at skrive i nogle årtier, men ikke fået lejlighed til).
Er der nogle af mine (ex-)dimser, jeg vil anklage for ondskabsfuldt planlagt forældelse? Ja.
1. Min Hanns-G skærm (døde 1 måned efter garantien udløb; til sammenligning kører min Samsung-skærm på 4. eller 5. år)
2. Min Asus-tablet. Blev skændigt og grundløst ubrugeligt langsom.
3. Min Chromecast 1. Blev skændigt og grundløst ustabil og langsom.
4. Mine Chromebooks. Efter 1½ år er batterierne sølle og de går spontant ned, når de laver lidt. Gælder både for Toshiba og Acer.
Det irriterende ved hyppige softwareopdateringer er, at man fra centralt hold kan forværre millioner af produkter over hele verden med et trylleslag.
Er min Chromecast 1 i øvrigt anekdotisk ustabil og langsom - eller har I alle oplevet kvalitetsforværring med Chromecast 1?
Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.
Kommentarer
Jeg har oplevet en ganske vist uvidenskabelig forringelse af en svært forklarlig karakter - medmindre af foul play. Der er jo ingen mekaniske dele, og chips bliver jo ikke i den grad gradvist en smule ringere lidt for lidt.
Jeg tror at det meste er produkter som er designet ud fra "godt nok", i stedet for at lang/kort holdbarhed er et designmål. Måske vælges der en kondensator der lige kan klare opgaven, i stedet for den lidt større komponent der har overskud til at kompensere for den naturlige slitage. Det kan være illustrativt at se hvordan Louis Rossmann ranter om MacBook reparationer hvor visse svage punkter går igen og igen. Og lidt påfaldende at disse dyre laptops ikke har den væske-beskyttelse som mange meget billigere maskiner har.
Det eneste produkt som jeg har oplevet påfaldende kort holdbarhed (til defekt) på var en Samsung monitor, der gik i udu efter ca. 4 år.
Hvis Android/ChromeOS havde kunstige holdbarhedsbegrænsende finurligheder, tror jeg bestemt at det var blevet afsløret. Spørgsmålet er nok mere om der er gjort "nok" for at forebygge at systemet sander til omkring flash storage, og hvad der ligger og flyder dér.
En væsentlig del af miseren mener jeg er at forbrugerne (næsten alle) efterspørger kompakte produkter med smart design + gode specs, og reelt intet gør for at stille krav til holdbarhed. Og at masser af forbrugere ligefrem nyder chancen for at købe nyt. Ikke engang her og nu er der salg af betydning i at kunne deklamere "denne dims er designet til at holde mindst 10 år, derfor koster den 10% mere".
En detalje som næsten alle "glemmer" når de disker op med Phoebus-kartellets kortere levetid på glødepærer er at det sandsynligvis har sparet forbrugerne penge. Sagen er at glødepærer med lang levetid er lette at lave ved at de bruger mere strøm i forhold til lysudbyttet. Omregnet til nutidspriser kostede 1 KWh ca. 15-17 kr. i 1920 (hovedstadsområdet), så elregningen løb hurtigt op. Så vidt jeg kan se ville den økonomiske forbruger have foretrukket de "dårligere" pærer.
Som Johnnie Hougaard Nielsen er inde på, så skyldes det, at man regner på mean time between failure (MTBF). Hvis MTBF er over 2 år, så er det godt nok. Hvis MTBF blot er 2,3 år, så er det fantastisk. For så bruger producenten ikke for mange penge på komponenter.
Og de har naturligvis regneark hvor de kan plotte nogle værdier ind, jonglere lidt rundt og ramme en MTBF på lidt over 2 år. Det er noget svineri, men fordi "alle" gør det, så skal alle gøre det.
Spørgsmålet er vel, om det er komponenter med kort holdbarhed/levetid eller vi snakker om software-baseret killswitch.
Malthe Høj-Sunesen - Jeg vil dog mene at MTBF på 2,3 år er i underkanten; afhængig af standardafvigelsen vil det bringe for mange enheder under 2 år.
Det er selvfølgelig dem der bliver ramt af hurtigt defekt hardware, der fortæller om deres oplevelser, ikke de mange flere hvor det i stedet er den teknologiske forældelse, der fremmer lysten til shopping.
Men omkring smartphones kan det vel siges at der ikke prioriteres designs som forebygger knust glas, når forbrugerne ved kasseapparatets stemmeboks i stor stil undlader at lade eventuel betænkelighed ved holdbarheden påvirke hvad der købes.
Morten Juhl-Johansen Zőlde-Fejér - Ud over printerpatroner, vil jeg nu mene at en software-baseret alders-killswitch er ret sjældent, sagen er jo at hemmeligheden ville sive, med mega-dårlig PR til følge.
Metoderne er lidt mindre trekantede, som fx når gamle kameraer ikke opdateres med software-features udviklet til nyere modeller, uden at det handler om hvad hardware er i stand til.
Ret skal være ret. Jeg opdaterede Google Home og genstartede router og Chromecast 1 flere gange. Chromecast 1 (stue) ser ud til at være blevet stabil igen. Chromecast 2 (spisestue) har altid været stabil. Chromecast 2 har klaret de løbende opdateringer bedre. Men Chromecast 1 ser alligevel ikke ud til at være helt ude af spillet endnu.
Johnnie Hougaard Nielsen Problemet er bare, at efter 6 måneder skal forbrugeren godtgøre (ikke bevise) at fejlen eksisterede på købstidspunktet overfor den forretning, som forbrugeren har købt produktet i. Og ofte bliver man spist af med "Nej, det er almindeligt slid", som når en LED-pære ikke er lavet til at sidde i en lampe med skærm omkring.
Malthe Høj-Sunesen - Hvis det for gadgets af de lidt dyrere bliver en udbredt historie med fejl indenfor de to år, gør det det meget nemmere for forbrugere at godtgøre at produktet ikke var af "tilstrækkelig" holdbarhed. Og reklamationer koster jo en del penge, både for forhandler og leverandør, også hvis sagen afsluttes uden erstatning. Derfor er der penge i at sikre at kun ret få styk bryder ned "før tiden". Så hvis der kalkuleres på MTBF, tror jeg at det ville være mere rimeligt med noget i retning af mindst 4 år ved realistisk "normal" brug.
Apple (og sikkert andre) har jo så det nummer med fugtfølsomme stickers, som også kan reagere "blot" på ret fugtig luft. Her bliver det hurtigere at sige nixen bixen.
LED pærer er noget andet, når en meget stor del af salget sker i ret anonyme produkter, og det nok er de færreste forbrugere der tager bøvlet med at holde styr på pærer og bon, og starte en diskussion i butikken. Omkostningen ved at lave skod bliver meget, meget lavere.
Jeg har selv haft en af de billige til at svigte efter nogle måneder, og den var altså under bagatelgrænsen for hvor jeg gad gøre mere end at sætte en ny i lampen. Til gengæld underholdt jeg mig med at splitte den defekte ad. Så kunne metallet også blive frasorteret til genbrug.
Tilføj kommentar