Kun den stærke er fri (1949)

Ayn Rand er kendt, elsket og hadet for sin kontroversielle hyldest af individualismen i bøger som "The Fountainhead" og "Atlas Shrugged". "The Fountainhead" var en bestseller-mursten fra 1943, som man fandt svær at filmatisere, men Warner begik den genistreg at sætte Ayn Rand selv til at skrive manuskriptet, og hun krævede på ægte individualistisk vis, at ikke et ord blev ændret under optagelserne. Derfor er filmen absolut loyal over for forlægget og mange scener fulde af intellektuel, polemisk dialog, og meget af det fremhæver hendes objektivisme-filosofi.

Hovedpersonen er Howard Roark (Gary Cooper), en talentfuld, kompromisløs arkitekt med et altoverskyggende ego. Trods voldsom modgang fører hans stædige egoisme ham dog hen ad vejen til succes. Hans filosofiske modstander er Ellsworth Toohey (Robert Douglas), arkitekturkritiker for avisen 'New York Banner', en pompøs og elitær person, der værdsætter middelmådighed som et redskab til at manipulere masserne. Mellem Roark og Toohey står avisens udgiver, rigmanden Gail Wynand (Raymond Massey), der har magt til at påvirke masserne. Selv om han er Tooheys chef, kommer Wynand dog gradvist til at beundre Roarks talent og individualisme. Et af filmens højdepunkter er, at Roark efter at have designet et stort boligprojekt for lavindkomstgrupper, ser det blive forvansket af bygherren under opførelsen og beslutter at sprænge det i luften, hvorefter han bliver anholdt og må gennem en spektakulær retssag.

Det hele kompliceres betydeligt af Dominique Francon (Patricia Neal), den egenrådige datter af en succesfuld arkitekt, hvis fascination af Roark blandes med selvhad over egne følelser. Den 22-årige Patricia Neal er vidunderlig som Dominique, og hun har ret godt styr på sin rolle, selv om instruktøren King Vidor visse steder presser hende ud på overdrevet. Det ses tydeligt i de første møder mellem Roark og Dominique, hvor hun tror, at han er en simpel stenbrudsarbejder (med en stor falloslignende boremaskine). Der er en god animalsk kemi mellem de to, som også privat var kærester på det tidspunkt.

Filmen virker på mange måder corny i dag. De lange, patetiske mono- og dialoger vil formentlig kede mange, men jeg nød især den skæve, stormfulde, romance mellem Cooper og Neal i fulde drag. Især en scene, hvor hun uden modstand lader sig voldtage af Roark efter at have ægget ham i ugevis er et melodramatisk højdepunkt.

Også Max Steiners musik, Robert Burks' mesterlige fotografering, den ekspressionistiske noir-scenografi og lyssætning og Roarks Frank Lloyd Wright-lignende arkitektur bidrager i høj grad til at gøre filmen seværdig.