Tilføj kommentar

Jeg har i en række år tænkt på det som en spirituel/intellektuel pendant til atrofi.

Altså på samme måde som astronauterne hele tiden skal motionere ganske meget for at simulere den for mennesket normale påvirkning fra omgivelserne, så har vi arbejdet os frem til en følelsesmæssig normfrihed, der fritager os fra det meste ansvar og eksistentiel overvejelse. Intellektet og følelsernes samspil bliver altså mere end et tankeeksperiment på linie med Sudoku, end det bliver en virkelig overvejelse om livets valg.

Kombineret med brød og skuespil, selvfølgelig - jeg kan sagtens stimulere og overstimulere min hjernes centre, så jeg går træt fra en dag uden i øvrigt at have brugt mine kræfter ordentligt. Man kan køre længe i første gear uden at blive stærkere eller i øvrigt nå nogen vegne. Vi har mange handlinger, der kommer fra anbefalinger, der er en misforstået idé om kausalitet. Mennesker bliver ikke glade, fordi man er sammen med dem, men fordi man gerne vil være sammen med dem. Børn ved i det mindste, når éns tanker er et andet sted. I mit tidligere arbejde i det dansk-amerikanske handelskammer i New York solgte jeg networking som produkt; men det har lært mig tydeligere end nogensinde, at kun de virkelige, altså de organiske, netværk holder, fordi de er drevet af sig selv og ikke en business card exchange.

Uanset hvordan man vender det, bliver karakter nu en gang sultet frem, og depression er et tegn på understimulering. Når jeg tænker på bøger, der har gjort indtryk på mig - Barnes' Levels Of Life, for eksempel, eller Høegs Fortælling Om Det Tyvende Århundrede - så er de gerne kommet til mig på et tidspunkt, hvor jeg manglede noget dybere, men også en måde at bygge bro mellem noget elegant raffineret underholdende og noget med et eksistentielt givende indhold.

Tidens modeord er i det psykiske og fysiske helbred er resiliens - http://www.denstoredanske.dk/Krop,_psyke_og_sundhed/Psykologi/Analytisk_psykologi/resiliens ⟲ - men resiliens kommer ikke af sig selv. Det er altså nu engang et indre immunforsvar, der ikke ligger langt fra - eller måske er en delmængde af - det klassiske begreb om at skabe karakter, når et menneske formes.