Efter succesen med Barbie har forsøgt sig med flere film baseret på deres legetøj, indtil videre Matchbox og Masters of the Universe. Det er den sidste af disse, denne anmeldelse handler om.

Masters of the Universe startede i 1981 som en række legetøjsfigurer med fjollede navne såsom He-Man, Skeletor, Evil-Lyn, Ram Man, Trap Jaw og Fisto, på et lige så fjollet legetøjsplanet ved navn Eternia. På trods at det, eller måske derfor, blev legetøjet en kæmpesucces, som affødte flere tegnefilmserier og en  spillefilm fra 1987 med Dolph Lundgren i hovedrollen. Den floppede fælt, og hvad skal man så gøre for at få mere held med et remake?

Svaret er enkelt: Siden det er svært at tage legetøjsuniverset alvorligt, lader man værd med at tage det alvorligt. De fjollede figurer er bevaret, men de fjollede navne (bortset fra Skeletor og Evil-Lyn) var noget som hovedpersonen Prins Adam kaldte dem da han var ti år gammel, før han af sin mor blev sendt i sikkerhed på planeten Jorden da den onde kraniemand Skeletor erobrer Eternia. For at komme tilbage, skal han bruge det magiske sværd The Sword of Power (fantasifuldt, ikke?), men taber det på vejen og finder det først igen femten år senere. Tilbage på Eternia slutter han sig til oprøret mod Skeletor, men hvad kan man gøre, når man er en skvattet kontornusser og man ikke kan få sit kraftsværd til at sprutte?

Filmen holder et højt tempo, dog med lidt tid til refleksioner, og farvepaletten er holdt legetøjsagtigt kulørt, uden at det kammer helt over i det absurde. Der er ilagt masser af visuelle og sproglige referencer til såvel de gamle tegnefilm samt til ældre science fantasy-film såsom Jens Lyn, Highlander og Star Wars. Dolph Lundgren har også en lille cameo som an machofyr i Adams træningscenter. Resultatet er mere underholdende end man kunne have frygtet, men mangler det potentiale for mange gensyn, som fx Jens Lyn og de gamle Star Wars-film har, måske fordi filmen på trods af humoren alligevel tager sig selv lidt for alvorligt. Jeg havde også svært ved stemmen valgt til kæmpekatten Cringer alias Battlecat, som ikke var særlig "kattet", men til gengæld har Jared Leto en fest med at spille Skeletor, og det må siges at være filmens højdepunkt. Jeg vil anbefale filmen til en aften, hvor man trænger til noget letbenet, selvom den næppe bliver en klassiker. Den floppede også fælt i biograferne, men vil måske tjene sig ind på streaming.

Anmeldelse: Barbie

ud af 5 lyserøde skyer. Skam- og talentløs Mattel-reklame maskeret som Teletubbies for voksne. Frigid plastickomedie med mudret budskab helt uden bid og nosser, ganske som forlægget. To timer af mit liv, jeg aldrig får tilbage.

Anmeldelse: Highlander - den udødelige

4 ud af 5 satans skarpe samuraisværd. I New York bliver antikvitetshandleren Russell Edwin Nash (Christopher Lambert), udfordret til en sværdkamp i parkeringskælderen under Madison Square Garden af en mand ved navn Iman Fasil, som bliver halshugget af Russell,...