En simpel blindtest

Steven Snedkers billede
Af Steven Snedker den 3. oktober 2021 - 8:04 [6]

Jeg købte fem forskellige 70%-kakao chokoladeplader og skar dem ud i små stykker. De landede på hver deres tallerken med de sidste to cifre af emballagens EAN-kode på en lap papir ved siden af.

Nu skulle vi smage os frem til vores favorit. Hvilken smagte bedst?

Normalt er det vist noget med at

  • den dyreste
  • med mest guldskrift, prægning, guldindpakning og
  • Fairtrade-mærkat

smager bedst.

Men naturvidenskabsmanden ville prøve at spørge smagsløgene. Helt uhjulpet af øjnene og statushungeren.

Og det bragte os direkte til et af middelklassens værste skrækscenarier.

Vi kunne smage (beskeden) forskel, men havde ingen præferencer!

En meget stor del af en middelklassetilværelse går ud på at man har præferencer for alt muligt. Men det havde vi ikke her!

Så hvad kan vi lære af det?

Vi kan købe det billigste chokolade og bare skaffe os af med indpakningen inden middelklassegæsterne med falkeblik ankommer.

Ingen er perfekt. Hvis vi går i hård træning, poster masser af penge ud på svært opdrivelige chokolader, kan vi måske fremelske en præference for et chokolademærke og dermed undgå at blive ugleset i socialgruppen. For ingen præference er mindst lige så forkasteligt som billig præference!

Kan forsøget forbedres?

  1. Hvis jeg havde klistret tallene under tallerknerne ville det være en dobbelt blindtest. Forsøgslederen ved heller ikke hvad der er hvad. Jeg skyndte mig dog hurtigt at glemme hvad der var hvad, så dette forsøg kunne være 1½ blindtest.
  2. "Afsløret!" Læg samme slags chokolade på to tallerkner og lyt til forsøgspersonernes forklaring af hvor forskellige, de er. Det gjorde jeg. 6 tallerkner til 5 chokolader.
  3. Flere gennemløb. Det først stykke chokolade smagte som regel bedst. Uanset hvilket nummer vi startede med i de forskellige gennemløb. Flere gennemløb med tilfældig rækkefølge underbyggede virkelig, at vi ingen replikérbare præferencer havde.
  4. Små og store stykker chokolade. Der er nok en smagsforskel på størrelse lillefingernegl og størrelse brilleglas. En runde med chokoladerstykker på 10cm2 ville måske være bedre til at afsløre en præference? Fra vin ved vi at billig og dyr vin smager nogenlunde ens drukket fra et smalt tulipan-glas, mens et bredere glas betyder aktivering af alle tungens ca. 4 sider.
  5. Færre forskellige chokolader end 5. Smagetrætheden satte hurtigt ind.
  6. Flere smagere og flere chokolader. Indenfor 10 km. kunne der måske findes 10 smagere og 15-20 chokolader. Hvis nogen overhovedet havde præferencer, kunne man så begynde at segmentere på køn, alder, indtægt
  7. Noget du kan finde på og gider skrive i kommentarsporet (du kan endda give dig selv sjovt navn og - næsten - så mange Synes godt om'ere, du synes). Hvis det ikke er helt tumpet og minder om hård videnskab, kan det ende her.
  8. Vi kunne, som rigtige videnskabsmænd, have undersøgt den eksisterende viden på området før vi gik i gang. Det er så bestemt også en del af den videnskabelige metode. (lidt mere om videnskabsteori).

Hvis du selv skal lave en test

Lav det til en dobbelt blindtest. Det kræver kun lidt tape, elefantsnot eller paptallerkener. Og husk at tricket ikke er at kunne smage forskel på chokoladerne. Målet er er at finde en konsekvent præference ved en håndfuld blandede gennemløb.

Kommentarer

Lars Bech Larsens billede

Hej Steven
Jeg har smagt mange mørke chokolader, men ender tit med Lindt. 70% eller 77%. Ikke mere. Skal det være noget bedre, men også dyrere, er Valrhona godt. Til gengæld findes der også meget bras derude - jeg synes, at det særligt er evnen til at smelte på tungen, der gør den store forskel,
Spændende artikel, som kan overføres til mange ting i livet.
God søndag.
mvh Lars Bech

Steven Snedkers billede

Hvis den videnskabelige metode kan bruges til at forbedre fly fra Ellehammer til Airbus, kan den sikkert også bruges til at forbedre smagsoplevelsen/økonomien ude i de mange borgerhjem.

Lindt ser lovende ud. Mindre giftig end de andre, siger et af artiklens pt. senest tilføjede links. Den er nu min præference ved middelklasseselskaber (dyr, ren, fair, velanskrevet).... Men gad vide hvad den dobbelte blindtest afslører...

Steven Snedkers billede

Lindt vinder (ekstremt knebent og uden udmærkelse) i Tænks test af 70% chokolader. Her er de en konditor og 113 amatører om at finde vinderen.

Men løbet er tæt og ingen chokolade er bare i nærheden af levere 100% lykke til smagerne (der forhåbentlig er blindsmagere, ellers er det spildt ulejlighed).

Lindt,  Valrhona, Levevis, Irma/Heiberg, J. D. Gross får alle mellem 63% og 61% kærlighed. Det er om noget tæt løb.

"Brugerne i smagstesten kan bedst lide mørk chokolade, som er sød, mens smagseksperten var mere til en mørk chokolade med frugtig syrlig. Brugernes favorit bliver Bedst i Test."

Anonymouss billede

Min favorit efter læsning af denne test er Green & Black 70% Dark Chocolate, som er virkelig intens og smager af meget. Kunne jeg normalt købe i Bilka i Odense til 25 kroner, men den føres ikke mere. Kan se, at Nemlig.com nu forhandler chokoladen i DK. Julegavekassen ser spændende ud.

Steven Snedkers billede

Køber man en Fairtrade-chokolade i Irma er man ganske sikkert lidt progressiv, måske venstreorienteret. Med købet sørger man for at mindre, uafhængige producenter kan leve af deres arbejde. Måske endda også for at bønneplukkerne ikke underbetales eller er børn, der aldrig kommer i skole.

Køber man i stedet en chokolade med masser af guldskrift på produceret af et kæmpefirma, er man nok lidt konservativ eller liberalistisk. Man sørger for at de rige forbliver rige, og de fattige bliver ved med at arbejde i generationer uden den store udsigt til at kunne besidde jord eller produktionsmidler. Sådan som Gud eller Ayn Rand vil det.

Hvis markedet for chokolade altså virker lidt ligesom markedet for vin, der i denne læseværdige 2014-analyse fermt deles op i venstre-og højreorienteret vin.

Eriks billede

Moser Roth fra Aldi er billig, smager fuldt ud lige så godt som Lindt m.fl. og har en killer feature: I stedet for 100 gram i sølvpapir som de fleste andre, består den af fem praktisk papirindpakkede 25 grams barer.

Tilføj kommentar

Ja, dette er et dumt spørgsmål med et nemt svar, men det er der kun fordi spam-robotter er for dumme til at besvare den slags, mens mennesker ikke er.
👍

Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.