I juni 1961 i New Work indspillede Bill Evans Trio på samme aften to legendariske jazzalbums, Sunday at the Village Vanguard og Waltz for Debby. Ti dage senere dør trioens bassist Scott LaFaro i en bilulykke. Det sender pianisten Bill Evans ned i et sort hul, og han er ikke sikker på om han nogensinde vil kunne spille igen. Det hjælper ikke at han bærer på nogle sindslidelser, er stiknarkoman sammen med sin selvdestruktive kæreste og desuden lider af leverbetændelse. Hans bror Harry (Bill Pullman) vælger at sende ham til deres pensionerede forældre i Florida, så han kan komme væk fra det hele. Han bliver der i flere måneder, hvor han genopbygger sit forhold til forældrene, indtil han vender tilbage til New York og genoptager musikken - og sine dårlige vaner. Ind i mellem krydsklippes det til hans sidste tid i 1970'erne og død i 1980 i en alder af bare 51 år. Inden da nåede han at indspille omkring 40 plader, få 31 Grammy-nomineringer og vinde syv af dem.

Dette er groft sagt handlingen i denne ret korte film (102 minutter). Vi får indledningsvist fortalt at selvom filmen er baseret på virkelige hændelser, er der tilføjet fiktive personer og situationer "for dramaets skyld". Hvor meget af det filmen viser, kan man så stole på? Dette synes jeg altid er problemet med film "baseret på virkelige hændelser": Hvor meget er virkeligt, og hvor meget er lavet om? Så vidt jeg kan læse mig til, er de væsentligste begivenheder her dog rigtige nok.

Filmens styrke er hovedpersonernes smertefulde forhold til hinanden, og især den norske skuespiller og musiker Anders Danielsen Lie er god som Bill Evans (som han også ligner i forbløffende grad). Han spiller også selv Evans' pianostykker i filmen. Filmen er for det meste skudt i grumset og nogle gange ridset sort/hvid for at illudere samtidige optagelser, og fremblikkende (som modstykket til tilbageblik vel må hedde) ligner dårlige VHS-optagelser med ret dårlige farver. Det er smart fundet på, men jeg kan ikke se at det bidrager til at fortælle filmens historie. Det virker heller ikke som om der er nogen dybere mening med historien, bortset fra at følge en martret musikers deroute, uden kommentarer eller morale. Jeg tror faktisk at jeg ville have foretrukket at se en rigtig dokumentar i stedet, der kunne give noget mere baggrund uden nødvendigvis at være længere, eller en egentlig musikfilm bygget over Evans' karriere og kompositioner. Denne film er nærmest hverken/eller, og det er lidt ærgerligt, når Evans liv faktisk har materiale til en langt mere interessant film i stil med fx Terry Zwigoffs brillante Crumb fra 1994 om undergroundtegneren Robert Crumb. Inkarnerede jazzfans, som af en eller anden grund ikke kender Evans' historie, vil kunne få glæde af at se denne film, og det samme vil folk der holder af at se togulykker i slowmotion, men ellers synes jeg ikke der er speciel meget grund til at gå omveje for at se den, undtagen måske for skuespillet.

Everybody Digs Bill Evans (som deler titel med et af Evans' tidlige albums) har danmarkspremiere torsdag 1. oktober 2026.