Jules Verne skrev bogen, som denne film er baseret på, i 1863, da Afrika endnu ikke var fuldt udforsket, det britiske imperium forsøgte at herske over verden, og "Den hvide mands byrde" var tidens accepterede filosofi. 

Det var i 1958, Lille Per sang "En sort lille n*gg*r fra Afrika", og denne film, som udkom fire år senere, viser, at også Hollywood stadig levede et sted i fortiden.

Filmen har alle klicheerne med: Den tydeligvis hvide (men mørkhårede og solbrændte) indfødte pige, der taler gebrokkent engelsk ("Me Makia. Who You?"); "araberne", der svinger med krumsabler og forveksler de hvide opdagelsesrejsende med "guder", fordi de kommer ned fra himlen i deres teknologisk avancerede ballon; den hvide blondine (Barbara Eden), som skal reddes fra at blive voldtaget af savlende muslimer; "sultanerne", der ser ud, som om de lige er trådt ud af 'Aladdin' med deres snabelsko, juvelbesatte turbaner og 100 % hvide haremskvinder; de sorte afrikanere, der er forsynet med krigsmaling, fjer i håret og halskæder lavet af knogler og vifter med spyd og taler højrøstet volapyk. 

Og som prikken over i'et medvirker Peter Lorre som arabisk slavehandler med et hjerte af guld. Man ser også popidolet Fabian, der var med for at lokke tidens teenagetøser i biografen sammen med resten af familien.

Handlingen er ret ligegyldig. En lille gruppe rejser fra Østafrika til Vestafrika med ballon, og skiftende vinde sørger for diverse svinkeærinder undervejs. 

Det er naturligvis et plus, at filmen ikke er woke, men den er altså lovlig langt ovre i den modsatte grøft. Jeg kan ikke anbefale denne film til andre end historielærere, der ønsker at fortælle deres elever om fortidens systemiske racisme.