Den film er totalt åndssvag ─ og det er netop charmen ved den.

Viola Davis spiller USAs præsident, tidligere elitesoldat og nu deltager i et G20-topmøde i Cape Town, hvor et hold kryptofikserede terrorister forsøger at kidnappe hele verdensleder-eliten. 

Det skulle de ikke have gjort.

At den 59-årige sorte skuespillerinde indtager en helterolle, som næsten altid er forbeholdt en yngre hvid mand, er både befriende og velfortjent – især når netop den klassiske actionheltetype (her spillet af Antony Starr fra 'The Boys') er degraderet til skurk.

Filmen balancerer et sted mellem 'White House Down', 'Die Hard' og et velmøbleret computerspil med gadgets, automatvåben og boss-fights. Vi får alt fra maskinpistolpløkkende præsident i balkjole og sneakers til karikerede statsledere og teenagere, der hacker sig uden om Secret Service.

Samtidig fungerer 'G20' også som en overraskende fin familiefilm. Præsidentens mand og deres to børn er ikke bare til pynt ─ de bliver inddraget i handlingen med både varme og vid.

Den oscarbelønnede Viola Davis er intens og nærværende, og newzealandske Antony Starr er en fornøjelse som bindegal skurk med missiler i baglommen. Filmen ved præcis, hvor fjollet den er, og drøner derudad med patos og glimt i øjet.

Ikke noget for bedemandskritikere  – men en fin humørbombe til popcorn-segmentet.

'G20' er velproduceret og dejlig dum på den helt rigtige måde.

Anmeldelse: The Boys (årgang 1+2)

4½ ud af 5 kappeklædte narcissister. Hvordan ville verden se ud, hvis der virkelig fandtes superhelte? Det gav Alan Moore og Dave Gibbons et bud på allerede i 1986 med "Watchmen", og nu kan Garth Ennis' kyniske videreudvikling, "The Boys", ses som miniserie på...

Anmeldelse: White House Down

4 ud af 5 ovale værelser. Megaguf for eskapister og yndere af velproduceret, befriende tomhjernet action-underholdning. Pas på, du ikke forveksler den med "Olympus has Fallen", som havde premiere tre måneder tidligere og fortæller en lignende historie, men...

Anmeldelse: Die Hard

5 ud af 5 animerede julefrokoster. Glædeligt gensyn med verdens ubetinget bedste julefilm, der cementerede både Bruce Willis' og Alan Rickmans karriere. Her 33 år efter holder den stadig 100 procent. Ho ho ho og yippie ki-yay, motherfucker!