I 1943 bliver den dekorerede tyske korporal Rolf Steiner (James Coburn) forfremmet til sergent efter endnu en vellykket mission på østfronten. Samtidig bliver den arrogante prøjsiske kaptajn Stransky (Maximilian Schell) udnævnt til ny chef for Steiners mandskab. Efter en blodig træfning mellem russiske tropper og Steiners mænd, anført af den modige løjtnant Meyer (Igor Galo), som dør i kampen, hævder Stransky, at det var ham, der ledte mændene mod russerne, og anmoder om at blive tildelt Jernkorset. Kaptajnen beder Steiner skrive under på anmodningen som vitterlighedsvidne, men Steiner, som har problemer med officerer i almindelighed og Stransky i særdeleshed, nægter at deltage i svindelnummeret. Da oberst Brandt (James Mason) giver ordre til tilbagetog, sender Stransky ikke ordren videre til Steiner, og han og hans mænd står alene tilbage i fjendeland og må kæmpe for at overleve.

I dag, næsten 50 år efter at jeg så filmen første gang, fremstår den stadig som en af de bedste krigsfilm, der nogensinde er lavet. Historien, der bygger på en roman af Willi Heinrich, er skildret med tyske øjne, hvilket var ret usædvanligt på det tidspunkt i amerikanske film. James Coburn yder en af sin karrieres bedste præstationer i rollen som jævn, garvet soldat, der støtter og respekteres af sine underordnede. Lige så perfekt er Maximilian Schell i rollen som filmens skurk, en kujonagtig aristokrat, der kun sigter efter at få sit Jernkors og behandler sine mænd som dørmåtter. Kampscenerne er fantastiske, og filmen er en af Sam Peckinpahs bedste, måske kun overgået af "The Wild Bunch".