'Lawrence of Arabia' følger T.E. Lawrence, en britisk officer sendt til den arabiske ørken under Første Verdenskrig. Her bliver han en slags frelserfigur for de arabiske stammer og leder et oprør mod det osmanniske rige – alt sammen iscenesat med storslåede ørkenpanoramaer, tågede idealer og et voksende heltekompleks. Filmen forsøger at skildre hans indre splittelse mellem britisk loyalitet og arabisk sympati, men ender mest som et monument over sin egen visuelle ødselhed.

Jeg husker, hvordan filmen slog benene væk under mig, da jeg så den første gang som ung. Den var storslået, eksotisk, majestætisk – et fantastisk epos i cinemascope. Men gensynet med den restaurerede version har været en brat opvågnen. Filmen føles nu som en storladen, men mislykket fortælling, der burde være blevet stående på museet.

Jeg ved godt, at biopics er svære, fordi virkelige begivenheder sjældent serveres i dramaturgisk format. Men da Lean og manuskriptforfatteren Robert Bolt alligevel flere steder har blæst på det historiske forløb, er det ikke nogen undskyldning her. Og det lange, “komplette” director’s cut gør kun ondt værre. I stedet for kontinuitet får man en parade af løst sammenkædede episoder uden narrativ puls. Hvad der engang var et fængslende epos, fremstår nu som et overambitiøst kludetæppe – smukt, men dødt. Hver gang filmen kunne tage fart, kommer endnu en scene, som ingen har savnet. Især den langstrakte indledning med Lawrences begravelse burde aldrig have overlevet nogen version.

Selv Jarres ikoniske musik føles oppustet. Hovedtemaet er vildt flot, men gentages som en reklamejingle, der til sidst bliver påtrængende. Og resten af musikken er overgearet og irriterende larm. Jarre lavede et langt bedre score til Leans næste film, 'Doctor Zivago'.

Og så står man og overvejer, om producenten Sam Spiegels gamle, “massakrerede” biografversion alligevel ikke var bedre. Den blev i hvert fald belønnet med 7 Oscars og 10 nomineringer, herunder for bedste film, instruktør og musik. Måske var den stramme nedklipning ikke en ulykke, men netop det, der gjorde filmen seværdig dengang. I sin fulde længde drukner Lawrence i selvhøjtidelighed og varme ørkenvinde.

Det gør næsten ondt at erkende det.

Anmeldelse: Doktor Zivago

5 ud af 5 balalajkaer. Det er 50 år siden, jeg så David Leans mesterværk første gang. Den holder stadig 100 procent, og jeg er stadig smaskforelsket i Julie Christies Lara og tudbrølede endnu en gang.