Dream Scenario (2023)

Nicolas Cage spiller den kejtede adfærdsbiologilærer Paul Matthews, som en dag opdager, at flere mennesker uden indbyrdes forbindelse ─ og som han ikke nødvendigvis kender ─ møder ham i deres drømme, hvor han optræder som en tilfældig og passiv baggrundsfigur. Efterhånden som flere og flere personer begynder at drømme om ham, vækker han mediernes interesse og bliver en kendt person. Tilmeldingerne til hans kedelige forelæsninger skyder i vejret. Men så begynder Pauls natlige alter ego på et tidspunkt at blande sig aktivt i drømmene og blive mere og mere ubehagelig, og det, der begyndte som et harmløst socialt fænomen, vokser til et problem, der udløser kollektiv udskamning og ender i en voldelig modreaktion. 

Før det hele går galt, forsøger Paul at profitere på sin berømmelse ved at få udgivet en bog (som han ikke har skrevet endnu) om myrers liv og færden uden at forstå, at det eneste, der har vakt offentlighedens interesse, er hans uønskede natlige besøg. "Dream Scenario" er en macguffin-drevet tragedie om en undselig og selvudslettende mand med en fundamental mangel på forståelse for, hvad der foregår omkring ham. Men den norske instruktør Kristoffer Borgli, der også har skrevet manuskriptet, har ikke tænkt ideen til ende, og filmen, der mangler modet til at følge sit fantasifulde oplæg til dørs, fiser ud som en våd lynkineser. Det undrer mig ikke, at den er produceret af Ari Aster, der efter min mening endnu ikke har givet os noget, det er værd at spilde tid på.

Hvad der gjorde filmen bare en smule seværdig for mig, var, at Nic Cage (på trods af et par overgearede vanvidsscener) fik mig til at huske, hvorfor han engang fik en Oscar for bedste mandlige hovedrolle. Han kan nemlig godt spille afdæmpet og troværdig, og det klæder ham.