Peter Pan & Wendy (2023)
Disney har en efterhånden lang tradition med at lave live action-udgaver af deres gamle tegnefilm – noget som jeg finder ganske overflødigt. De nye udgaver er ganske vist flotte og har fjernet ting, der kan virke anstødelige for et moderne publikum, men de mangler generelt originalernes charme. Denne beskrivelse passer langt hen ad vejen på Peter Pan & Wendy, som er lavet direkte til streamingtjenesten Disney+ – men heldigvis ikke hele vejen.
Begyndelsen er som vi kender den: Teenagepigen Wendy Darling (Ever Anderson) fortæller historier om Peter Pan til sine to yngre brødre John og Michael da Peter Pan (Alexander Molony) og Klokkeblomst dukker op. Peter Pan skal fange sin undslupne skygge, som Wendy hjælpsomt syr fast til hans sko, og så er det ellers afsted til Ønskeøen med hjælp fra Klokkeblomsts tryllestøv. Vi får den velkendte scene hvor børnene flyver over London, og så sættes kursen mod den anden stjerne til højre. Ved ankomsten til Ønskeøen venter Kaptajn Klo (Jude Law) og skyder kanonkugler efter børnene – så alt er som vi kender det – næsten da. For i denne udgave fanger Klo John og Michael, og det ser sort ud for drengene, indtil Peter Pan får reddet dem. Vi får også set den velkendte krokodille prøve at æde Klo. Så går turen til De Tabte Drenges tilholdssted, hvor sejren fejres.
Herfra bliver filmen straks mere mørk. Kaptajn Klo får opsporet vores helte og gør det af med Peter Pan, og alle børnene samt Klokkeblomst bliver taget til fange af Klo, som vil lade dem gå planken ud. Vi får indblik i forhistorien for Peter Pan og Kaptajn Klo, som ikke er så sort-hvid som vi er vant til – man får nærmest sympati for Klo, hvis det altså ikke var fordi han vil myrde børnene. Selvom det ser sort ud, ender alting alligevel godt, ikke mindst på grund af Wendys snarrådighed og empati. Slutningen er langt fra som vi kender den, men giver en bedre (synes jeg) afrunding på historien end i tegnefilmklassikeren.
Den underliggende tematik er ændret fundamentalt i denne film i forhold til tegnefilmen fra 1953. Dengang handlede det om Peter Pan, drengen der ikke ville være voksen, som tog børnene med på en rejse til det eventyrlige sted Ønskeøen, hvor alt bare er en leg. Helt så munter er Ønskeøen ikke i den nye film. Faktisk er den ret gold, med græsklædte klipper og vindblæste skove, lidt som Newfoundland og Færøerne (og filmen er da også optaget begge steder). De Vilde Drenges tilholdssted er en faldefærdig ruin, som skoven er ved at overtage – hyggelig, men også lidt trist. Og De Vilde Drenge (hvoraf nogle er piger) er ikke fuldt ud lykkelige. De savner noget, men kan ikke engang huske at det er deres mor, før Wendy fortæller dem hvad en mor er. Måske er det ikke så slemt at blive voksen, erkender Wendy, som ellers i starten af filmen ikke vil på højskole, men hellere lege med sine brødre. Måske er det endda på tide at Peter Pan vokser op? Det giver filmen mere dybde end originalen. Om man kan lide det eller ej, er nok en smagssag. Anmelderne på IMDb kan ikke lide det – en skriver “This isn’t the Peter Pan movie we grew up knowing,” og filmen har i skrivende stund en IMDb-karakter helt nede på 4,3. Jeg synes den fortjener mere, men man skal være klar over at der ikke er tale om et remake af den gamle tegnefilm, men mere en nyfortolkning af historien. Ellers kan man nok let blive skuffet. Omvendt ville jeg være blevet slemt skuffet hvis det bare var en 1:1 genfortælling, som det i starten så ud til at være. Men sådan er vi så forskellige.
De unge skuespillere i titelrollerne gør det ganske godt, men især Jude Law er fremragende som em tragisk Kaptajn Klo, hvis teatralske ondskab dækker over en stor smerte, som ikke kan forløses så længe Peter Pan minder ham om hans fortid. Som i alle Disney-film spiller musikken en stor rolle, og vi hører flere gange musikken fra den gamle sang “Vi kan flyve”. Der er også enkelte gode sange, men til forskel fra de fleste Disney-film, hvor hovedpersonerne bryder ud i sang ved enhver lejlighed, bliver der kun sunget her, når det passer ind i historien. Særlig en sang, som piraterne synger når Wendy går planken ud, er rigtig flot. Disney+ anbefaler filmen til børn fra 6 år og opefter, men jeg synes dog at filmen i midten er ret dyster og ville nok sætte alderen lidt højere – også fordi tematikken kan være svær at forstå for mindre børn. Det er dog ikke nødvendigt at unge seere kan læse undertekster, for det er muligt at vælge dansk tale. Jeg så den dog naturligvis med det oprindelige engelske lydspor.
Bedste streaming-kanaler lige nu
Her på Internetforbrugeren ved vi, præcis hvad vi synes om tusinder af film- og tv-serier. Vi ved også, præcis hvilke film der er tilgængelige på de danske streaming-kanaler lige nu.
Det har vi kombineret til listerne på Bedste film på streaming lige nu. Kig på de lister næste gang du vil købe et streaming-abonnement. Så ved du, hvor du får mest for pengene.
Bedste lige nu
Guld
Skrammel
Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.
Kommentarer til anmeldelserne
Anm. | Link | Kommentar | Tid |
---|---|---|---|
John Wick: Chapter 4 | Generationernes kamp |
... |
3 dage 15 timer siden |
John Wick: Chapter 4 | Se hvordan John Wick-pølsen laves |
Oh, en link-kender. Dejligt. Jeg er også ret sikker på, at du vil elske at... |
4 dage 7 timer siden |
John Wick: Chapter 4 | Jeg respekterer din ret til at tage fejl |
Efter min opfattelse er 3,5 ud a 5 en noget fesen karakter. Bevares, mange af Keany Reeves... |
4 dage 11 timer siden |
Nobody | Den dybere mening med Nobody |
... |
5 dage 7 timer siden |
Nosferatu - vampyren | Overvurderet 70'er-bras |
Det var måske lige en hastig afvisning af en film, der trods alt får 7.4 på IMDB. Men... |
1 uge 1 dag siden |
Official Competition | Glæde ved film om film signalerer tilhørsforhold |
... |
1 uge 1 dag siden |
Tilføj kommentar