Oppe på Valmuebakken (2011)

Når man hører navnet Miyazaki i forbindelse med tegnefilm, tænker man straks på mesteren Hayao Miyazaki, men hans søn Goro Miyazaki har også instrueret nogle tegnefilm for Studio Ghibli. Oppe på Valmuebakken er den anden, efter den ikke helt vellykkede Legenden om Jordhavet, Heldigvis har sønnike lært af sine fejl, for denne film er betydeligt bedre.

Vi befinder os i Yokohama i 1963; en tid præget af optimisme efter at Japan er kommet på fode igen efter Anden Verdenskrig. Gymnasiepigen Umi bor i et pensionat oppe på Valmuebakken, og ud over at passe sin skolegang, er hun også hovedansvarlig for at lave morgenmad og aftensmad til beboerne, da hendes far er død og hendes mor er i Amerika for at arbejde på et universitet. Gymnasiets gamle og engang flotte klubhus står for at skulle rives ned, trods protester fra de drenge, der benytter det til klubber om astronomi, litteratur, filosofi og meget andet. Det er tilsyneladende kun drenge, der bruger klubhuset, selvom piger ikke er forment adgang, eftersom Umi bliver en del af redaktionen af skolebladet, hvor hun skærer stencils (fejloversat som "skabeloner" i både biografudgaven og på Netflix) til tryk. Måske har klubhuset engang været forbeholdt drenge, eller også gider ingen piger komme der, fordi der er møgbeskidt og ubegribeligt rodet. Umi tager affære. Måske kan klubhuset reddes, hvis det bliver sat pænt i stand, og hun organiserer en flok piger til at hjælpe med rengøring, oprydning og istandsættelse. Undervejs opstår der sød musik mellem Umi og skoleavisens redaktør Shun, som også er hovedforkæmper for klubhusets bevarelse. Men de to opdager en gammel hemmelighed, der ser ud til gøre deres forhold umuligt, med mange hjertekvaler til følge.

Filmens historie er enkel og til tider forudsigelig, men den er sød, og der er mange muntre optrin undervejs, så den er bestemt værd at se. Animationen er ikke helt så flot som i farmand Hayaos film, men den fungerer, og baggrundene er flotte i deres skildring af Japan for 60 år siden. Musikken af Satoshi Takebe bidrager til at skabe stemningen. Historien er skrevet af Hayao Miyazaki og Keiko Niwa efter tegneserien Coquelicot-zaka kara, som jeg desværre ikke har læst, da den tilsyneladende ikke er udkommet på engelsk; men jeg har læst mig til at den største forskel på historien er at tegneserien foregår ca. 1980, hvor tegneserien også er fra.