Dark Matter (miniserie) (2024)

Serien bygger på bestselleren fra 2016 af Blake Crouch. Normalt bliver man som forfatter udelukket fra filmatiseringsprocessen, sådan som det eksempelvis skete med Kubricks "The Shining", der fik Steven King (og undertegnede) op i det røde felt. En anden utilfreds forfatter er Jussi Adler-Olsen, der solgte de første bind i Afdeling Q-serien til Zentropa, som lavede tingene så meget om, at han solgte resten af serien til Nordisk med strammere betingelser. 

Men lykkeligvis har Blake Crouch været knyttet som showrunner til filmatiseringen af "Dark Matter". Jeg har ikke læst bogen, men det lader til, at hans fans er tilfredse med tv-serien, så vi slipper for de sædvanlige idiotiske ændringer af gode historier.

Og det er en god historie. Rigtig god endda.

'Dark Matter' foregår i og omkring forskellige versioner af Chicago, der befinder sig i en myriade af parallelle verdener. Som bekendt er Hugh Everetts fortolkning af kvantemekanikkens mysterier den enkle (og næsten ufattelige) teori, at hver gang en begivenhed har mere end ét udfald, deler universet sig i to: Et hvor man går til højre, og et hvor man går til venstre (hvis man eksempelvis går rundt på må og få i en by). Altså hver gang en beslutning skal tages, opstår der et nyt univers. Multiverset består altså af et uendeligt antal universer, hvoraf nogle minder meget om hinanden, og andre er helt fremmede.

I den "virkelige" og tilsyneladende almindelige verden, hvor historien starter, underviser Jason Dessen (Joel Edgerton) i fysik og bor i et smukt hjem sammen med sin kone Daniela (Jennifer Connelly), som bestyrer et kunstgalleri, og deres teenagesøn Charlie (Oakes Fegley). Da Jason deltager i et selskab i en bar til ære for sin gamle ven Ryan (Jimmi Simpson), som har vundet en prestigefyldt pris for sit banebrydende arbejde inden for kvantefysik, får vi en fornemmelse af, at selv om Jason er tilfreds med sit liv, spekulerer han også på, hvordan hans liv ville have set ud, hvis han havde besluttet at fokusere mere på karrieren og mindre på familien.

På vej hjem bliver Jason overfaldet af en maskeret mand, som bortfører ham og bedøver ham. Da Jason vågner, er han på en eller anden måde blevet transporteret til et andet univers, hvor han gjorde det forbi med Daniela femten år tidligere for at koncentrere sig om sit arbejde, og hvor han til sidst udviklede en teknologi, der kan bringe et menneske i superposition, dvs. være to steder på samme tid ─ en slags virkeliggørelse af tankeeksperimentet om Schrödingers kat.

I det nye univers allierer Jason sig med en fremmed ved navn Amanda (Alice Braga), som ser ud til at kende ham ret godt, men da han får kontakt med Daniela, har de ikke set hinanden i årevis, de har ingen familie, og hun er gået en anden vej i livet.

I løbet af seriens ni afsnit dykker vi længere og længere ned i det berømte kaninhul, mens Jason desperat forsøger at finde tilbage til sin oprindelige verden. I mellemtiden har en anden version af Jason (lad os kalde ham Jason #2) sneget sig ind i den første Jasons liv, men Daniela og Charlie begynder at få mistanke om, at der er noget galt. Hvorfor opfører han sig så anderledes?

Jason og Amanda kan navigere gennem multiverset ved hjælp af en boks, hvor de, hver gang de åbner en dør, befinder sig i en anden version af Chicago, befolket af en anden Jason, en anden Daniela, en anden Charlie og nogle gange slet ingen Charlie. 

Edgerton og Braga har en rigtig god kemi, mens Jennifer Connellys Daniela, uanset hvilket univers vi møder hende i, er så varm og vidunderlig, at vi forstår, hvorfor Jason ikke skyr nogen midler for at komme tilbage til det liv, han engang havde med hende, selv om det indebærer, at han måske bliver nødt til at dræbe sig selv ─ eller rettere Jason #2.

"Dark Matter" er en visuelt forbløffende og hjertegribende rejse med fantastiske præstationer af Joel Edgerton, Jennifer Connelly og Alice Braga, som alle klarer opgaven med at skabe flere troværdige udgaver af den samme person. 

Jeg ville gerne give serien et femtal. Så god er den. Der er dog et par ting, der trækker ned, men de er så ubetydelige, at jeg ikke gider nævne dem. Anbefales varmt.

I øvrigt glimrende danske undertekster af Lisa Kristensen Villeneuve.

Many-worlds interpretation - Wikipedia

Schrödingers kat - Wikipedia, den frie encyklopædi