Instruktøren Richard Brooks brugte mange år på at forsøge at få Sinclair Lewis' satiriske roman Elmer Gantry fra 1926 op på det hvide lærred. Det er let at se, hvorfor Hollywood var bange for romanen, der kritiserede både organiseret religion og forbudstidens vækkelsesbevægelse med sin historie om en hæmningsløs, skinhellig platugle.

Men filmen blev en succes, der høstede tre Oscars, en til Brooks for manuskriptet, en til Shirley Jones' birolle som den prostituerede præstedatter, der fører til Gantrys fald, og en til Burt Lancaster for hans formidable hoved- og titelrollepræstation, hvor han mønstrer al den energi og karisma, som rollen kræver ─ og mere til. Hans kemi med Jean Simmons, der spiller en evangelist, som i første omgang modsætter sig hans tilnærmelser og forsøg på at slutte sig til hendes gruppe, er tydelig fra deres første møde. Arthur Kennedy gør også et fint stykke arbejde som kynisk journalist.

I de første to timer, hvor vi følger charlatanen Elmer Gantrys forvandling fra ludfattig handelsrejsende til karismatisk vækkelsesprædikant, kaster filmen sig veloplagt ud i temaer som religion, sex, hykleri og showbiz, men i sidste akt bliver personernes motiver ikke kun diffuse, men ligefrem uforståelige. Måske havde det noget at gøre med datidens Hays Code ⟲-restriktioner eller måske ville producenterne bare have en god apokalyptisk klimaks. Uanset hvad giver slutningen slet ingen mening.

Men bortset fra det er det en fantastisk film. Burt Lancaster har aldrig haft en mere passende rolle, og hans Oscar er velfortjent.

Hays Code - Wikipedia