Lykkeridderen (1947)

Efter at have set Guillermo de Toros version (2021) af William Lindsay Greshams roman 'Nightmare Alley' fra 1946, kunne jeg ikke lade være med at tjekke den oprindelige filmatisering fra 1947 med Tyrone Power,  og den mest slående forskel er naturligvis, at den ene er sort-hvid, og den anden i farver, men det er stort set uvæsentligt.

Jeg synes, Tyrone Power gør en fantastisk indsats i 1947-versionen (det er nok hans bedste film) og er en tand mere overbevisende som platuglen Stanton Carlisle end Bradley Cooper, selv om forskellen er mikroskopisk, men filmens femme fatale, psykologen Lilith Ritter, stråler i Cate Blanchetts fortolkning i forhold til Helen Walkers fra 1947. Ikke fordi Walker er dårlig, men Blanchetts figur er bare bedre udviklet i 2021-versionen. Der er også gjort mere ud af de groteske bipersoner i den nye, hvilket giver os fascinerende (men også distraherende) afstikkere fra hovedhandlingen, der går klarere igennem i den gamle.

Det, der for mig virkelig gør forskellen, er slutningen, som i 1947-versionen ødelægges af en happy ending-tilføjelse, der sikkert skyldes producenten og datidens normer. Jeg giver derfor 1947-versionen en lille pil nedad, men vil stadig kalde den et absolut mesterværk.

Anmeldelse: Nightmare Alley

5 ud af 5 elektriske damer. Nogle kritikere brokker sig over, at denne film noir med en spilletid på 2½ time er alt for lang, men jeg nød hvert et sekund af den og ville ikke have haft noget mod en time mere. Historien er mesterinstruktøren Guillermo del Toros...