Genindspilninger ender som regel med at blive dårligere end forlægget, men den her er meget bedre. Hvor Steve McQueens Thomas Crown var en fejlcastet bad boy, er den elegante verdensmand Pierce Brosnan, som også var en god James Bond, perfekt i rollen som Wall Street-milliardæren, der keder sig og iscenesætter et spekulært tyveri på Metropolitan Museum of Art i New York, begået med hjælp fra en flok forbrydere, der hverken kender ham eller hinanden. Den stjålne genstand er et Monet-mesterværk til en værdi af 100 milloner dollars, og selve kuppet er smukt udtænkt, udført og fotograferet.

Alting falder i hak, men hvad Crown ikke har taget højde for, er den kvikke og smukke forsikringsefterforsker Catherine Banning (Rene Russo), som straks mistænker ham. Han ved, at hun ved, at han er den skyldige, og hun ved, at han har til hensigt at forføre hende. 

Hvad ingen af dem har forudset, er Amors pile.

Selv om filmen er fyldt til randen med kunst, privatfly, eksklusive natklubber og caribiske ferier, er vægten denne gang lagt på kærlighed og åbenlys seksualitet. Russo viser langt mere hud end Faye Dunaway i sin tid gjorde. Og det er rart for en gangs skyld at se en veltrimmet midaldrende kvindekrop.

I øvrigt er den modne Dunaway med i en cameo som Crowns psykolog, ligesom Michel Legrands 'Windmills of Your Mind'-tema også genbruges (endda langt bedre).

Fin, velproduceret film, som man kun kan komme i godt humør af.

Anmeldelse: Thomas Crown & Co.

3 ud af 5 banditter i habitter. Thomas Crown (Steve McQueen) er en velhavende forretningsmand, som ejer hele fire millioner dollars (som åbenbart var mange penge sidst i tresserne). Men han keder sig og har brug for spænding i sit liv. Derfor planlægger han et...