Perfect Days (2023)

Hr. Hirayama er en charmerende mand i sit livs efterår. Han er en dygtig, respektfuld og samvittighedsfuld rengører af offentlige toiletter.

De fleste dage ser ens ud, men Hr. Hirayama møder dem som oftest med et smil.

Ude i felten har han sine små opgaver med toiletter, toiletbrugere og en ukvik assistent. I fritiden har han sine analoge hobbies og hyggelige vaner. Han hører Patti Smith, Van Morrison og spiser det samme sted næsten hver aften.

Vi får et lille indblik i hans familie og sociale omgangskreds.

Der er omtrent intet drama og spændingskurven er så godt som flad.

Det er en film, der synes skræddersyet til at få de fine anmeldere og de fine biografgængere til at sige "oh og "ah" og vor lokale anmelder Søndergaard til at overgå sin mishagsstruttende anmeldelse af Nomadland:

"Det her er en af de kedeligste og mindst underholdende film, jeg nogensinde har set, og jeg forstår slet ikke, hvorfor den er nomineret til hele seks Oscars. Den har ingen handling og kører hundrede procent på stemningsbilleder, og de ting, den fremhæver, er arbejdsløshed, ensomhed, sygdom og død. God fornøjelse, siger jeg bare."

Hvorfor kan jeg så godt lide toiletskrubber-filmen?

• Nysgerighed. Jeg er også nysgerrig efter at vide hvad almindelige mennesker går rundt og laver. James Bond vælter sig i damer og giver skurke stryg. Det ved jeg alt for godt efter 20*2 timer. Men hvad laver en ældre toiletskrubber på den anden side af verden? Noget lige så interessant som en sushi-kok.
  Jeg er også nysgerrig efter om der kommer store twists, der gør filmen anstrengelsen værd at se.
  Jeg synes også det er spændende at gætte med på hvordan de mikroskopiske dramaer udspiller sig.
• Lidt xenofili og hipsteri(link is external). Ingenting, der foregår i Japan, er mere spændende end ingenting, der foregår i Danmark. Jeg kan også mindes sidste gang jeg så Tokyo og føle lidt genkendelsens glæde.
• Humanistisk anlagt. Lavtrangerende Hirayama får lige så meget respekt og opmærksomhed som selv de fineste hemmelige agenter, milliardærer og charmører. Der er sådan noget Siddharthas færgemand(link is external) over Hirayamas ædle Sisyfos-arbejde.

Men lad være med at se den i et meget lunt lokale efter en meget tung middag.

Anmeldelse: Nomadland

1 ud af 5 autocampere. Det her er en af de kedeligste og mindst underholdende film, jeg nogensinde har set, og jeg forstår slet ikke, hvorfor den er nomineret til hele seks Oscars. Den har ingen handling og kører hundrede procent på stemningsbilleder, og de...

Anmeldelse: Verdens bedste sushi

3½ ud af 5 mundvenlige fiskelig. Familievirksomheden er et lille hul i væggen på en japansk undergrundsstation. Men sushi-restauranten har fået 3 Michelin-stjerner og serverer mad i topklasse. Chefkokken er 85 år og kan ikke rigtig afhænde biksen til din...