Men jeg så ham dø (1953)

Bibelsk storfilm, der følger den romerske tribun Marcellus Gallio (Richard Burton), som vinder Jesu kjortel i et terningespil under korsfæstelsen. Plaget af skyld og mareridt forsøger han at forstå den mand, han var med til at henrette.​

Filmen, der bygger på Lloyd C. Douglas' bestseller af samme navn, er nok bedst kendt for at være den første, der blev udgivet i CinemaScope, et bredformat designet til at konkurrere med fjernsynets stigende popularitet. Desværre formår dette datidige fremskridt ikke at redde filmen. De prangende kulisser fremstår kunstige og teatralske, og skuespillet er pinagtigt patetisk (i begge ordets betydninger). Især Jay Robinsons karikerede portræt af Caligula står i skærende falsk kontrast til filmens ellers salvelsesfulde og pseudoshakespeareske tone.

Slutscenen er særlig problematisk og vil givetvis virke kvalmende corny på de fleste nutidige seere med sin anmassende kristne kitschpropaganda, som selv Jehovas Vidner næppe kunne overgå. Dog skal det anerkendes, at 'Men jeg så ham dø' har haft en betydelig indflydelse på sværd-og-sandal-genren og banede vejen for senere episke film som 'Ben-Hur' og 'Spartacus'.​

Richard Burton og især Jean Simmons leverer solide præstationer, der føjer dybde til en ellers stiv fortælling. Deres tilstedeværelse og filmens teknologiske pionerstatus er grunden til min nok lidt for høje karakter.