Den verdensberømte franske dirigent Thibault Desormeaux får konstateret leukæmi. Kun en rygmarvstransplantation fra en nær slægtning kan redde ham. Hans søster stiller sig til rådighed - men en gentest viser at hun slet ikke er hans søster. Han er nemlig, uden at vide det, et adoptivbarn - og han har en bror, Jimmy, han ikke anede eksisterede. Jimmy er en fraskilt arbejder, som bor hos sin adoptivmor i en falmende industriby. Han er lidt af en taber, men er også musikalsk - han spiller trækbasun i et lokalt amatør-blæseorkester. Thibault opdager at brormand har et ægte talent og presser ham til at forsøge sig som amatørorkestrets dirigent, da den oprindelige dirigent falder fra kort før en konkurrence for blæserorkestre. Der er mange forhindringer på vejen, og ikke alting ender godt.

For fuld musik er i høj grad i familie med Ken Loach's bittersøde engelske arbejderklassedramaer som fx I, Daniel Blake, The Angels' Share og The Old Oak og kan anbefales til de, som elsker disse. Hvis man til gengæld synes at den slags film er noget gabende kedsommeligt pladderromantisk socialrealistisme, skal man nok heller ikke se For fuld musik. Personligt kunne jeg godt lide den, især for de to hovedpersoners gode samspil, men må også indrømme at historien langt hen ad vejen er ret forudsigelig. Slutningen er dog et højdepunkt, der løfter filmens samlede vurdering.