Mike Leigh. Så kameraet tændes, vi følger nogle almindelige mennesker, der lever deres hverdagstragedie. Inden der er gået to timer, slukkes kameraet, og figurerne må så fortsætte på deres skæve kurs uden os som tilskuere.

I Svære sandheder er det matriarken, der har tonsvis af psykiske problemer (delvis Covid-relaterede?) og hendes familie, der resigneret ser ned i spisebordet.

Der er tragedie-løse indslag (hendes søster driver en mere livsglad husstand), men det er i det hele en tung omgang.

Jeg fandt filmen ganske gennemsnitlig. Bestemt ikke dårlig, men heller ikke videre minde- eller anbefalelsesværdig.

Det kan være en god lejlighed til at se på de holdninger alle har til Svære sandheder og film generelt.

Et sted på denne side står der:

Klikker man på de glade, får man alle de anmeldere, der elsker filmen til skyerne (og argumenterer for det).

Klikker man på de sure, får man alle de anmeldere der hader filmen langt ned i helvede (og argumenterer for det).

Klikker man på klaptræet, får man gennemsnittet. Og det er som regel det mest brugbare.

Gennemsnittet, hoben, er som regel mere troværdigt end individet.

Om bedømmelserne