Danny Boyles '28 Days Later' (2002) introducerede et postpandemisk Storbritannien lagt øde af en virus, og '28 Weeks Later' (2007) udbyggede universet med militær kontrol og moralsk forfald i forsøget på en genetablering. '28 Years Later' følger nu op med en ny generation og en verden, hvor minderne om kollapset stadig spøger – men hvor en skøbeligt spirende samfundsstruktur er vendt tilbage.

Historien centrerer sig om en ung hovedperson, hvis liv uundgåeligt bliver flettet sammen med nye mutationer af virussen og lokalsamfundets kyniske håndtering af smitte og sikkerhed. Rejsen gennem ruinerne af den tidligere civilisation og dens (u)menneskelige rester bliver både brutal og tragisk – men holdt sammen af stærke skuespilpræstationer og en billedside, der kombinerer blodig realisme med æstetisk præcision. Anthony Dod Mantles kamera fanger både det makabre og det menneskelige uden at blinke – brutalt, men aldrig billigt.

Manusforfatteren Alex Garlands indledning fremstår som en påklistret opremsning: eksplicit, overforklarende og dramatisk flad. Den underminerer filmens indbyggede rytme og burde have været formidlet langt mere subtilt – eller helt undværet.

Endnu værre er den påklistrede og totalt unødvendige slutning, der kammer over i overdreven, distancerende pjank – en slags manisk destruktionsfantasi, der ophæver al tonal sammenhæng og underminerer filmens ellers præcist opbyggede stemning. I stedet for at afslutte filmen lige efter hovedhandlingen spolerer man den med et absurd halehæng – en syngende lussing af et kunstnerisk selvmål. Alex Garland har det med at veksle mellem lort ('Annihilation') og lagkage ('Dredd', 'Civil War'), og filmens coda er klar tyndskid.

Samlet er det en film, der rummer meget godt – især visuelt og skuespilsmæssigt – men totalsmadres af sin imbecile slutning. 

Anmeldelse: 28 Days Later

4½ ud af 5 raseriangrebne mennesker. Uh! Den uhyggeligste film jeg har set siden The Blair Witch Project. Den mest "Åh nej!"-jammer-udløsende film siden Apocalypto. Sikke en tur. Hjerteskærende. God, spændende og uhyggelig. Manuskriptforfatter...

Anmeldelse: Annihilation

1 ud af 5 alligatorer. En ufattelig gang arthouse bullshit maskeret som science fiction. Far er skuffet.

Anmeldelse: Dredd

4 ud af 5 strenge dommere. Den fulde ære for, at denne ret så ligegyldige B-film ender som et banebrydende mesterværk, tilfalder cinematografen Anthony Dod Mantle (ham, der fik mig til at give Triers makværk "Antichrist" én stjerne i stedet for nul), der her...

Anmeldelse: Civil War

5 ud af 5 amerikanske borgerkrige. Alex Garlands film er et sindsoprivende mesterværk, der skildrer krigens rædsler på nærmeste hold. »Jeg synes, at vold er meget tvetydig i film. For eksempel påstår nogle film, at de er antikrigsfilm, men jeg tror ikke,...