Et velspillet, mørkt periodedrama om magt, forfængelighed og moralsk råddenskab i Londons teatermiljø i 1930’erne – og i høj grad også om at være homoseksuel i et samfund, hvor det både er socialt kompromitterende og direkte strafbart.

Ian McKellen er fremragende som den aldrende, selvoptagede teaterkritiker, der lever af sin indflydelse og samtidig konstant risikerer at miste alt. Hans homoseksualitet er ikke en sidebemærkning, men et grundvilkår: den gør ham sårbar, paranoid og kynisk og er med til at forklare, hvorfor han presser grænserne med en næsten selvdestruktiv nydelse.

Plottet sættes i gang af en skuespillerinde (Gemma Arterton), der opsøger kritikeren for at klage over en uretfærdigt sønderlemmende anmeldelse af hendes rolle i et teaterstykke. De indleder et mærkeligt, skævt forhold – noget, der ligner et venskab, men med en tydelig ubalance. Da kritikeren kort efter selv trues af fyring efter en seksuel skandale, udnytter han hende groft som led i et afpresningsspil rettet mod avisens ejer.

Denne ejer, køligt og besat spillet af Mark Strong, er romantisk fikseret på hende, og netop denne besættelse bliver kritikerens våben i forsøget på at redde sin position.

Historien handler dog mindre om intrigen end om mekanismerne bag magt og sårbarhed: hvem der kan udnytte systemet, hvem der bliver ofret, og hvordan social repression og personlig korruption hænger tæt sammen. Resultatet er et tæt, stemningsmættet portræt af et miljø, hvor alle spiller højt – og hvor faldhøjden er brutal.

Solid, velspillet og tematisk præcis.