'China Moon' (1994) er en seværdig neo-noir, der meget bevidst lægger sig i kølvandet på 'Double Indemnity', 'The Big Clock' og især 'Body Heat'. Den ved det selv, og den vil gerne have, at vi også ved det. Resultatet er en film, hvor stemningen virker bedre end plottet.

Kyle Bodine (Ed Harris) er kriminalbetjent et sted i Florida: skarp, respekteret, rutineret. En aften møder han Rachel Munro (Madeleine Stowe), en attråværdig kvinde fanget i et ulykkeligt ægteskab med en rig og utro hustrumishandler (Charles Dance). Tiltrækningen er øjeblikkelig og fatal. Da ægtemanden bliver myrdet, og Kyle – imod al faglig dømmekraft – hjælper med at skjule liget, forvandles han fra efterforsker til brik i sin egen sag. Resten af filmen handler om begær, skyld, manipulation og den langsomme erkendelse af, at nogen hele tiden har haft mere at vinde end ham.

Det er en historie, der lever fint af noir-konventionen: intelligente mænd taber hovedet, når drifterne tager magten. Det er ikke nyt, men det er effektivt – i hvert fald i første halvdel. Ed Harris spiller Kyle med den rette blanding af autoritet og selvbedrag; man tror på ham som politimand, og netop derfor gør hans fald ondt nok til at engagere tilskueren. Madeleine Stowe er smuk og bevidst utilnærmelig, om end mere kølig end farlig. En ung Benicio del Toro stjæler en del opmærksomhed som Kyles stille partner, der ser mere, end han siger. Men Charles Dance, der normalt er langt bedre, bliver her desværre degraderet til ren karikatur som Rachels lede ægtemand.

Skuespillerne er dog dem, der redder filmen, som gerne vil være erotisk fatalisme, men springer alt for let over de afgørende mellemregninger. Efterforskningen kommer ikke snigende; den falder ned fra himlen. Spor dukker op, fordi de skal, ikke fordi nogen har arbejdet sig frem til dem. Det er ikke logikken i sig selv, der knækker historien – noir må gerne være usandsynlig – men fraværet af dramatisk friktion. Kyle burde svede mere, presses mere, dække over sig selv med samme omhu, som han dækker over forbrydelsen. I stedet accelererer filmen dér, hvor den burde dvæle.

Som B-film er 'China Moon' absolut seværdig og fortjener ikke sin plads i glemmebogen. Stemningen er varm, fedtet og tilpas dekadent, og spillerne holder filmen oppe, selv når instruktionen er flad. Men en sammenligning med 'Body Heat' giver et nådesløst facit: hvor Kasdan skaber en hypnotisk spiral af begær og forræderi, nøjes Bailey med overfladen. Erotikken er påstået snarere end følt, mere markør end drivkraft.

Jeg kan dog stadig godt lide filmen. Den vil noget rigtigt og rammer ofte plet. Men den tænker ikke sine konsekvenser til ende. Det gør den mindre farlig, mindre ubehagelig – og dermed mindre mindeværdig, end den angler efter.

Anmeldelse: Kvinden uden samvittighed

4 ud af 5 femmes fatales. Mesterligt udført krimi med stemningsfuld atmosfære og veloplagt dialog. Billy Wilders første thriller er en af de fineste films noirs, der nogensinde er lavet. En beregnende hustru lokker en forsikringsmand til at hjælpe med at...

Anmeldelse: Det store ur

3½ ud af 5 solure. Denne sort-hvide film ses betegnet som noir, men det er lidt af en tilsnigelse. Jeg vil snarere sige krimilystspil, for der er en del humor og en handling (hovedperson jagtet for mord, han ikke har begået), der leder tanken hen på...

Anmeldelse: Høj Puls

5 ud af 5 forsvundne briller. I den lille by Pinehaven i Florida møder den anløbne advokat Ned Racine (William Hurt) under en hedebølge den sexede, men gifte Matty Walker (Kathleen Turner), og de indleder en lidenskabelig kærlighedsaffære. Efter et stykke...