China Moon (1994)

| ▶️ Se trailer | |
| 🎬 IMDB 😊 🤬 | 63 |
| 🍅 Rotten Tomatoes Critics | 40 |
| 🌅 Internetforbrugeren (NS) | 60 |
| ⭐ På dansk: 4 ud af 6 stjerner |
'China Moon' (1994) er en seværdig neo-noir, der meget bevidst lægger sig i kølvandet på 'Double Indemnity', 'The Big Clock' og især 'Body Heat'. Den ved det selv, og den vil gerne have, at vi også ved det. Resultatet er en film, hvor stemningen virker bedre end plottet.
Kyle Bodine (Ed Harris) er kriminalbetjent et sted i Florida: skarp, respekteret, rutineret. En aften møder han Rachel Munro (Madeleine Stowe), en attråværdig kvinde fanget i et ulykkeligt ægteskab med en rig og utro hustrumishandler (Charles Dance). Tiltrækningen er øjeblikkelig og fatal. Da ægtemanden bliver myrdet, og Kyle – imod al faglig dømmekraft – hjælper med at skjule liget, forvandles han fra efterforsker til brik i sin egen sag. Resten af filmen handler om begær, skyld, manipulation og den langsomme erkendelse af, at nogen hele tiden har haft mere at vinde end ham.
Det er en historie, der lever fint af noir-konventionen: intelligente mænd taber hovedet, når drifterne tager magten. Det er ikke nyt, men det er effektivt – i hvert fald i første halvdel. Ed Harris spiller Kyle med den rette blanding af autoritet og selvbedrag; man tror på ham som politimand, og netop derfor gør hans fald ondt nok til at engagere tilskueren. Madeleine Stowe er smuk og bevidst utilnærmelig, om end mere kølig end farlig. En ung Benicio del Toro stjæler en del opmærksomhed som Kyles stille partner, der ser mere, end han siger. Men Charles Dance, der normalt er langt bedre, bliver her desværre degraderet til ren karikatur som Rachels lede ægtemand.
Skuespillerne er dog dem, der redder filmen, som gerne vil være erotisk fatalisme, men springer alt for let over de afgørende mellemregninger. Efterforskningen kommer ikke snigende; den falder ned fra himlen. Spor dukker op, fordi de skal, ikke fordi nogen har arbejdet sig frem til dem. Det er ikke logikken i sig selv, der knækker historien – noir må gerne være usandsynlig – men fraværet af dramatisk friktion. Kyle burde svede mere, presses mere, dække over sig selv med samme omhu, som han dækker over forbrydelsen. I stedet accelererer filmen dér, hvor den burde dvæle.
Som B-film er 'China Moon' absolut seværdig og fortjener ikke sin plads i glemmebogen. Stemningen er varm, fedtet og tilpas dekadent, og spillerne holder filmen oppe, selv når instruktionen er flad. Men en sammenligning med 'Body Heat' giver et nådesløst facit: hvor Kasdan skaber en hypnotisk spiral af begær og forræderi, nøjes Bailey med overfladen. Erotikken er påstået snarere end følt, mere markør end drivkraft.
Jeg kan dog stadig godt lide filmen. Den vil noget rigtigt og rammer ofte plet. Men den tænker ikke sine konsekvenser til ende. Det gør den mindre farlig, mindre ubehagelig – og dermed mindre mindeværdig, end den angler efter.
Spøjler!
Filmens største svaghed er det afsluttende plotmaskineri. At Rachel overhovedet vælger mord frem for skilsmisse, når hun kan bevise hans utroskab med billeder, er tyndt. Endnu værre er det, at Kyle både overser åbenlyse uregelmæssigheder og accepterer at gå hele vejen som syndebuk, selv da han får chancen for at sige sandheden. Den tekniske udskiftning af våben og projektiler er så speget, at den burde have vakt mistanke hos en langt dummere fagperson end Kyle. Og finalen, hvor politiet ankommer i samme sekund, han træder ud med et våben i hånden og bliver skudt uden varsel, føles som ren mekanik. De sidste to minutter reducerer ham fra tragisk figur til offer for et manuskript, der ikke ved, hvad det vil. Dertil kommer, at politiet i slutscenen opfører sig direkte uprofessionelt: de står passivt og lader Rachel bevæge sig frit rundt på gerningsstedet, kontaminere det og levere den sidste “overraskelse”. Det er ren ulogik og et brud på filmens egne præmisser om politiarbejde – en fejl, der havde været nem at undgå, men i stedet underminerer afslutningens troværdighed yderligere.
Bedste streaming-kanaler lige nu
Her på Internetforbrugeren ved vi, præcis hvad vi synes om tusinder af film- og tv-serier. Vi ved også, præcis hvilke film der er tilgængelige på de danske streaming-kanaler lige nu.
Det har vi kombineret til listerne på Bedste film på streaming lige nu ⟲. Kig på de lister næste gang du vil købe et streaming-abonnement. Så ved du, hvor du får mest for pengene.
Værste lige nu
Guld
Den lille filmquiz
Log ind eller registrer dig for at lægge langtidsholdbare, konstruktive kommentarer.
Registrerede brugere får bedre editor og flere likes.
Kommentarer til anmeldelserne
| Anm. | Link | Kommentar |
Tid |
|---|---|---|---|
| Vermines | Dejlig film om skadedyr |
Den korte version: Niels har helt ret. Vermines er rigtignok en frisk,... |
2 dage 19 timer siden |
| Farlige teorier | Just being paranoid doesn't mean they're not out to get you |
Jeg havde ganske rigtigt glemt denne gode film, men nu har du givet mig lyst til at se den igen... |
1 uge 23 timer siden |
| The Outfit | The Outfit |
Kære Niels. Det er en fantastisk film. Og dejligt med en gangsterfilm, der ikke smager... |
1 uge 6 dage siden |
| De syv urskiver | Sayers på andre medier |
Sayers er skam filmatiseret flere gange, men det ville da være rart med en nutidig bredformat-... |
3 uger 17 timer siden |
| Orwell: 2 + 2 = 5 | Premieredato |
Dansk biografpremiere for denne film er d. 15. januar. |
1 måned 2 dage siden |
| Pluribus, sæson 1 | Jeg er 78, Steven, og jeg |
Jeg er 78, Steven, og jeg tænder altså ikke på nogen af de to. Hvad seksuel bytteværdi angår,... |
1 måned 1 uge siden |















Tilføj kommentar