De syv urskiver er en Netflix-miniserie i tre afsnit baseret på en af Agatha Christies mindre kendte romaner, som blander mordmysteriet med international spionage. Vores hovedperson er den unge Lady Eileen 'Bundle' Brent (Mia McKenna-Bruce), som bor sammen med sin mor (Helena Bonham Carter) i et stort gods, som de ikke har råd til at vedligeholde ordentligt. Derfor lejer de store dele af godset ud til nyrige familier. Historien begynder i 1925 med en stor fest på godset, hvor industrimagnaten George Lomax har inviteret bl.a. en masse vigtige personer fra det britiske udenrigsministerium. Næste morgen bliver en ung mand fundet død i sin seng af en overdosis sovemedicin - et formodet selvmord. Men Bundle har gode grunde til ikke at tro på selvmordet og beslutter sig for at undersøge sagen selv. Hun bliver hvirvlet ind i en større sag om spionage og en vigtig opfindelse, hvor natklubben Seven Dials spiller en væsentlig rolle. Undervejs indleder hun et (lidt modvilligt) samarbejde med Superintendant Battle fra Scotland Yard (Martin Freeman). Det hele ender ikke bare med den sædvanlige scene, hvor detektiven afslører morderen, men med en actionfyldt finale, der byder på flere overraskelser for Bundle. En epilog lægger op til mulige fortsættelser, men angiveligt er der ingen planer herom, selvom det er meningen at Netflix vil lave flere Agatha Christie-miniserier i samme dur. Bundle optræder godt nok i en anden Christie-roman, Brevet der dræbte, men den foregår før, og seriens forfatter (Chris Chibnall, kendt fra bl.a. Doctor Who og Torchwood) mener ikke den vil være egnet som en fortsættelse. Det er synd, for Mia McKenna-Bruce er aldeles charmerende som adelsfrøken med gåpåmod og ben i næsen. Til gengæld optræder Superintendant Battle i flere andre af Christies romaner, så måske bliver han hovedperson i kommende miniserier.

Jeg fandt miniserien ganske underholdende, om end ret forudsigelig på mange punkter, måske en overkompensation på at romanoplægget er blevet kritiseret for at have for få ægte ledetråde og for mange 'red herrings'. Den er flot filmen med god brug af 'skæve' kameravinkler, og tidsbilledet er flot genskabt. Krimimysteriet er ikke et af Christies bedste, men man bør se miniserien som mere krimikomedie end som seriøs krimigåde, lidt i stil med Dorothy Sayers' historier om Lord Peter Wimsey (som kunne blive en fed tv.serie). Plottet er også lavet så meget om i forhold til romanen, at folk der har læst den stadig kan få en overraskelse eller to.