Anders Thomas Jensen vender tilbage til sit velkendte univers af sort humor, skæve eksistenser og groteske situationer, men denne gang uden helt at få greb om materialet.

Efter 15 år i fængsel for et bankrøveri bliver Anker (Nikolaj Lie Kaas) løsladt og vil have fingre i de millioner, han i sin tid fik sin bror Manfred (Mads Mikkelsen) til at gemme. Problemet er, at Manfred ikke længere er mentalt til stede. Hans identitet er fragmenteret, og han er blandt andet overbevist om, at han er John Lennon. Pengene er gravet ned et sted i barndomslandet, men hvor kan han ikke huske, og derfor må brødrene sammen tilbage for at lede.

Skuespillet svinger. Kaas er præcis i sit sammenbidte raseri, og Mikkelsen har tydeligvis haft fornøjelse af at give Manfred en excentrisk kant, men jeg synes bare ikke, hans figur fungerer optimalt, og det må være manuskriptets skyld. I enkelte scener opstår der dog noget levende og uforudsigeligt mellem dem, men filmen finder som helhed aldrig rigtig sit centrum.

Jensen vil tydeligvis mere end bare lave en roadmovie. Filmen vil også handle om identitet, brudt selvforståelse og meningen med livet. Men de tematiske ambitioner og den absurde komik spiller ikke rigtigt sammen. Historien springer, tonen er ujævn, og filmen føles konstant som om den strækker sig efter en dybde, den ikke helt har fundament til. Den er småkikset på samme måde som 'Mænd og høns', der også kom for langt ud i hampen.

Det er umiskendeligt en Anders Thomas Jensen-film med alle hans kendte signaturer, men her virker det mere som en samling forslidte klichéer end en helstøbt fortælling.

Hvis man holder af dansk folkekomedie med fjollede indslag og stærke skuespillere, kan den sagtens ses, specielt hvis man er vild med ultravold-varianten. Men den er ikke i samme liga som ’Blinkende lygter’, ’Adams æbler’ og især ’Retfærdighedens ryttere’, hvor Jensen havde både fokus og bid, og Mikkelsen strålede som den stjerne, han kan være. Her ender det mest som en idé, der aldrig bliver færdigudviklet.

Anmeldelse: Mænd og høns

2 ud af 5 nedlagte sanatorier. Lige så begejstret som jeg var for “Adams æbler” og især “Retfærdighedens ryttere”, lige så skuffet blev jeg over denne absurde komedie om en dysfunktionel brødreflok. Jeg er fan af Anders Thomas Jensens bizarre...

Anmeldelse: Retfærdighedens ryttere

5 ud af 5 stjålne cykler. Anders Thomas Jensen slår til igen, denne gang hårdere og bedre end nogensinde. Selv hans Blinkende Lygter blegner i forhold til denne mesterlige blanding af action og komik. Tordenskjolds soldater, Mikkelsen, Kaas og Bro, suppleres...