Der  var engang nogle rigtige pansere, der fandt en ordentlig masse gysser under en efterforskning. Det var spændende, men ingen blev skudt og de skulle heller ikke råbe ad hinanden på kontorerne og lave biljagter.

Den historie har nu fået den helt store Hollywood-behandling, så der nu affyres en ordentlig masse skud, kamphanerne i uniform slås (fysisk) ordentlig meget indbyrdes, der er labre damer, biljagter, rivaliserende brødre, døde børn, døde kærester og omtrent alle konflikter er personlige.

Faktisk fungerer filmen ret godt i starten. Man ved ikke hvilke pansere, der er korrupte og hvilke der er gode nok. Alle er tydeligvis i livsfare, og dertil lurer frygtelige narkotikaforbrydere i udkanten for at slukke alles liv.

Men af en film "baseret på virkelige begivenheder" er der simpelthen for meget ramasjang. Der bliver fyret hundredevis af konsekvensløse projektiler af ved flere lejligheder, og biljagterne strækker sig hele vejen ind i næste uge.

I Den gode, den onde og den grusomme kan jeg for Gud ved hvilken gang finde det interessant hvem der får fingre i de 200.000 dollars i guld. Der er dybe oplevelser undervejs. Efter de første 90 minutter af The Rip mistede jeg mere og mere interessen for hvem, der gjorde hvad og hvorfor, og kunne ikke se en mulig tilfredsstillende slutning. Højst en perlerække af velafprøvede Hollywood-slutninger.

The Rip er ganske vellavet panser bum-bum, formentlig i den gode ende, og fin nok til en aftens underholdning. Men for klichefyldt til rigtigt at involvere og formentlig ikke en film, der vil klare sig godt ved gensyn.

Anmeldelse: Den gode, den onde og den grusomme

5 ud af 5 selvsikre pistolmænd. Verdens bedste film? I hvert fald hvis hvis man er mand og har en vis alder. En 3-timers opera om helte, skurke, lykkeriddere, loyalitet, svig, krigens og samfundets grusomhed. Mod. Præcision. Broderkærlighed. Altsammen med...