Robert Mitchum spiller endnu en gang Raymond Chandlers slidte privatdetektiv Philip Marlowe, som bliver hyret af den aldrende general Sternwood (James Stewart). Generalens yngste datter er udsat for afpresning, og Marlowe skal til bunds i sagen, der hurtigt viser sig at være langt mere indviklet end forventet. Afpresning, pornografi, hasardspil og mord glider sammen i et net af forbindelser mellem Londons underverden og Sternwood-familiens dysfunktionelle døtre (Sarah Miles og Candy Clark). Undervejs støder Marlowe på gangstere, professionelle lejemordere og en række halvskumle mellemhandlere, der alle synes at vide lidt mere end de siger. Som hos Chandler bliver plottet mindre vigtigt end den langsomme afdækning af en verden, hvor alle skjuler noget.

Michael Winners film er i praksis en genindspilning af Howard Hawks’ klassiske ‘The Big Sleep’ fra 1946, men med en radikal ændring: historien er flyttet fra 1940’ernes Los Angeles til 1970’ernes London, og Marlowe er blevet tredive år ældre. Den beslutning underminerer næsten hele Chandlers univers. Marlowe hører hjemme i den amerikanske efterkrigsnoir – i regnvåde gader, cigaretrøg og neon, ikke i et halvdekadent London præget af sen-70’er-stemning. Resultatet føles konstant forkert, som om figurerne er flyttet til en kulisse, de aldrig var skrevet til. Den eneste forbedring ved denne udgave er dens frivole tilgang til det betændte pornomiljø, som i Hawks' version blev renset væk af Hollywoods censur.

Castet er ellers imponerende. Mitchum møder James Stewart i deres eneste film sammen, Oliver Reed dukker op som gangster, og Richard Boone spiller lejemorder. Alligevel hænger helheden aldrig rigtigt sammen. Allerede i Sternwood-familien begynder sprækkerne at vise sig: én datter taler britisk, den anden amerikansk, uden nogen egentlig forklaring. Flere af bipersonerne virker ligeledes importeret fra helt andre film.

Robert Mitchum gør, hvad han kan. Han havde allerede bevist i ‘Farewell, My Lovely’, at han kunne spille Marlowe med tyngde og melankolsk autoritet. Her virker han derimod som en gæst i et projekt, der aldrig finder sin tone. I den tidligere film var han perfekt castet i Chandlers verden; her går han rundt i en fremmed version af den.

Michael Winner instruerer filmen rutinemæssigt. Det hele føles lidt som et projekt lavet med venstre hånd: professionelt, men uden passion og uden forståelse for, hvorfor historien fungerede i første omgang.

Howard Hawks’ version fra 1946 er heller ikke uden problemer – plottet er berygtet for at være næsten uigennemskueligt – men den har noget, Winners film mangler: atmosfære, rytme og ikke mindst kemien mellem Humphrey Bogart og Lauren Bacall. Den film er måske rodet, men den lever.

Winners udgave er mere en kuriositet end en egentlig genfortolkning. Interessant at se for samlere og Mitchum-fans – men Chandlers verden bliver aldrig rigtig levende i London.

Anmeldelse: Farvel, min elskede

3½ ud af 5 flasker bourbon. Robert Mitchum spiller Philip Marlowe i Dick Richards’ neo-noir fra 1975. Han hyres af den tårnhøje Moose Malloy (Jack O’Halloran) til at finde dennes forsvundne kæreste Velma, men sagen udvikler sig hurtigt i retning af mord,...

Anmeldelse: Sternwood-mysteriet

3½ ud af 5 Pornofotografer. Privatdetektiven Philip Marlowe (Humphrey Bogart) bliver hyret af millionæren general Sternwood, fordi nogen forsøger at afpresse hans yngste datter, Carmen. Sagen udvikler sig hurtigt til et virvar af pornografi, hasardspil,...