Alverdens kritikere udnævner denne film til et mesterværk, men dér må jeg altså sætte hælene i. Det er på sin vis en bemærkelsesværdig film, der skildrer den franske modstandsbevægelse ultrarealistisk, det vil sige uden den spektakulære action og heltedyrkelse, man ser i de fleste andre film, men fortællemæssigt er den en katastrofe. Der er ingen narrativ opbygning, og tempoet er skruet ned til sneglefart med lange, overflødige passager, der skriger efter at blive klippet til eller ud. Det hele ligner i beklagelig grad en uredigeret råudgave.

Filmens force er, at den skildrer modstandsfolkene som ganske almindelige mennesker med skavanker og interne konflikter ─ at der ikke var noget som helst romantisk ved at være medlem af La Résistance ─ og det får Melville skåret ud i pap, men manuskriptet svinger voldsomt i kvalitet. En scene, hvor gruppen afliver en forræder ved kvælning, fordi lokalet er for lydt til et pistolskud og man ikke kan finde en kniv, er ekstremt ubehagelig på den fede måde, hvorimod skildringen af en flugt fra en henrettelsespeloton er så tumpet og urealistisk, at jeg troede, det var en drømmesekvens i hovedet på den dødsdømte person. Og en oplagt chance for “show, don't tell” forpasses uforklarligt, da en af hovedpersonerne tages af tyskerne og stikker de andre for at redde sin datter fra at havne på et soldaterbordel, og vi ikke får lov til at se det, men blot får det fortalt. Øv, øv, øv!