Henrik Kaufmann var ambassadør i Washington, da Danmark blev besat af Tyskland, og han nægtede at acceptere statsminister Staunings samarbejde med nazisterne og gik i stedet egne veje ved at udnævne sig selv til repræsentant for "Det Frie Danmark" og tillade amerikanerne at bygge baser på Grønland. Til gengæld fik han rådighed over halvdelen af sit lands guldreserver, der befandt sig i USA, og kunne således finansiere andre danske ambassader (blandt andet i Argentina og Portugal), der sluttede sig til oprøret. Takket være Kaufmann samt modstandsbevægelsen i hjemlandet blev danskerne, der ellers var udnævnt til overløbere og kujoner af De Allierede, taget til nåde ved fredsslutningen og stiftelsen af FN og NATO. Christina Rosendahls film fortæller denne historie gennem samtaler mellem Kaufmann (Ulrich Thomsen), hans højre hånd Povl Bang-Jensen (Mikkel Boe Følsgaard), præsident Roosevelt (Henry Goodman) og dennes repræsentant, diplomaten Adolf Berle (Burn Gorman) Det meste foregår i eksklusive interiører, og vi får kun indblik i krigens forløb gennem mundtlige referater eller klip fra radioudsendelser. "Tell, don't show" er aldrig en god idé, og selv sort-hvide dokumentarfilmklip havde været en klar forbedring. Til gengæld kommer vi helt ind i Kaufmann og hans kones soveværelse og ser og hører om hans affære med svigerinden, ligesom vi til sidst ser konen (Denise Gough) skære halsen over på sin kræftsyge mand og bagefter begå selvmord på Skodsborg Badehotel i 1963.

Kan i skrivende stund ses på Netflix.