De forbandede år (2020)

"Familien Gregersen" møder "Matador" i Anders Refns film fra 2020 om den danske overklasses meriter i de tidligere fyrrere. På bedste soap-manér har man samlet alle tidens fænomener i én familie: Patriarken har moralske skrupler over at handle med tyskerne, en af sønnerne er medlem af Frikorps Danmark, en anden frihedskæmper, en tredje swingpjatte, datteren forelsker sig i en tysk officer, og husholderskens søn er kommunist og tidligere spaniensfrivillig. Scenen er sat. Lad os se, hvad der sker.

Der sker faktisk så meget, at det knap kan rummes i den 2½ time, filmen varer, og den slutter så brat og uventet i 1942, at jeg næsten fik kaffen galt i halsen. Kan man det? tænkte jeg og læste så efterfølgende, at man er i gang med en fortsættelse. Fint nok, og så håber jeg, at der bliver råd og plads til nogle storladne totalshots, så det hele ikke bliver nærbilleder af snakkende hoveder i en rigmandsvilla et sted nord for København. Den yderst nærværende krig mangler nemlig (som i så mange andre danske lavbudgetproduktioner) at blive vist i stedet for bare omtalt. Det er ikke nok med et par tyske uniformer og cgi-fly. Show, don't tell! Mediet er film, ikke teater! Men alt i alt er det en fin og interessant historie med Jesper Christensen som drivende motor. Lidt stiv og gammeldags, ja, men det var man jo dengang.

Anmeldelse: De forbandede år 2

2½ ud af 5 stikkerlikvideringer. Del 2 er (logisk nok) mere af det samme, men rummer absolut ingen overraskelser, da vi på forhånd har regnet ud, at vi skal have serveret de besættelsesklicheer, der ikke nåede at komme med i etteren. Vi får stadig ingen af...